Fru Inger til Østeraad, 1. versjon
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
SVENSKE SOLDATER. HUUSKARLE o. s. v.
En Stue paa Østeraad. Gjennem den aabne Dør i Baggrunden sees 
Riddersalen, der kun halvt er oplyst af Maanen, som fra og til skinner ind gjennem et stort Buevindue paa den modsatte Væg. Tilhøire Udgangsdør. Tilvenstre Dør til de indre Værelser. Tilhøire i Forgrunden et Vindu. Tilvenstre et Ildsted, der belyser Stuen. Det er stormfuld Aften.
Riddersalen, der kun halvt er oplyst af Maanen, som fra og til skinner ind gjennem et stort Buevindue paa den modsatte Væg. Tilhøire Udgangsdør. Tilvenstre Dør til de indre Værelser. Tilhøire i Forgrunden et Vindu. Tilvenstre et Ildsted, der belyser Stuen. Det er stormfuld Aften.1ste Scene
Bjørn og Finn sidde ved Ildstedet. Den Sidste beskjæftiget med at afpudse en Hjelm. – Forskjellige Vaabenstykker, et Skjold, et Sværd o. s. v. ligge ved Siden af dem.
sidde ved Ildstedet. Den Sidste beskjæftiget med at afpudse en Hjelm. – Forskjellige Vaabenstykker, et Skjold, et Sværd o. s. v. ligge ved Siden af dem.
HIS: 12
FINN
Saa Knud Alfsøn var altsaa vor sidste Riddersmand? Og nu er han død og borte! ( idet han holder Hjelmen iveiret) Ja saa kan Du gjerne finde Dig i at hænge blank og pudset i Riddersalen, for nu er Du ikke andet end en tom Nøddeskal; Kjernen – ja, den har Ormene ædt for mange Vintre siden. – Hør, Du Bjørn! kunde man ikke sige, at Norges Land ogsaa er slig en huul Nøddeskal ligerviis som Hjelmen her, blank udenpaa, ormstukken indeni?
idet han holder Hjelmen iveiret) Ja saa kan Du gjerne finde Dig i at hænge blank og pudset i Riddersalen, for nu er Du ikke andet end en tom Nøddeskal; Kjernen – ja, den har Ormene ædt for mange Vintre siden. – Hør, Du Bjørn! kunde man ikke sige, at Norges Land ogsaa er slig en huul Nøddeskal ligerviis som Hjelmen her, blank udenpaa, ormstukken indeni?
BJØRN
Hold Kjæft og pas din Dont! (efter en Pause) Er Hjelmen færdig?
FINN
Den skinner som Sølv i Maaneskin!
BJØRN
Saa sæt den væk. See der, skrab Gravrusten af Sværdet.
BJØRN
Hvad mener Du?
FINN
ondskabsfuldt
Eggen er borte!
HIS: 13
FINN
som før
BJØRN
afsides
Ja, gid jeg saasandt havde et Haandgreb i Dig som –
Finn nynner for sig selv.
BJØRN
Hvad er der nu?
FINN
FINN
Fred? Ja, naar Bonden har skudt væk sin sidste Piil, og Ulven har stjaalet hans sidste Lam ud af Fjøset, saa holde de ogsaa Fred sig imellem; men det er nu saadant et underligt Venskab! Naa, naa, lad den Ting fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at Rustningen hænger blank i Salen, for Du kjender vel det gamle Ord: Kun Riddersmanden er en Mand, og da vi nu ikke mere har nogen Riddersmand hertillands, saa har vi heller ingen Mand, og hvor der ingen Mand er, der faar Kvinden raade, see derfor – –
det gamle Ord: Kun Riddersmanden er en Mand, og da vi nu ikke mere har nogen Riddersmand hertillands, saa har vi heller ingen Mand, og hvor der ingen Mand er, der faar Kvinden raade, see derfor – –
HIS: 14
BJØRN
FINN
dæmpet
Nei, lad det heller være til imorgen.
BJØRN
Naa, Du er vel aldrig mørkræd?
FINN
Ikke om Dagen. Skulde det hænde sig, at jeg var det ved Kvældstid, saa kan Du tro mig, det er Borgestuen gaar der Snak om saa Mangt og Meget. (hviskende) Der er nok En og Anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt Skikkelse derinde hver evige Nat.
HU: 127
ikke min Skyld. Ja, Du seer paa mig, men Du skal vide, dernede i Borgestuen gaar der Snak om saa Mangt og Meget. (hviskende) Der er nok En og Anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt Skikkelse derinde hver evige Nat.
FINN
Ja, men de bande Allesammen paa det er sandt.
BJØRN
Det tror jeg nok.
FINN
Det forunderligste er, at Fru Inger er af samme Mening, som vi.
HIS: 15
BJØRN
studsende
Fru Inger! Naa, hvad mener hun?
FINN
Hvad hun mener, ja, see det veed jeg nu ikke saa ligetil; men vist er det, at hun har ingen Ro paa sig. Kan Du ikke see, at hun bliver blegere og magrere Dag for Dag? (med forskende Øiekast) Folkene sige, at hun aldrig sover, – og at det er for Spøgelsets Skyld – –
Under de sidste Ord er Eline traadt ud af Døren tilvenstre. Hun standser lyttende, uden at bemærkes.
BJØRN
Og slig Dumhed troer Du paa?
FINN
Ja, saa halvveis; der er ellers de, som udlægge den Ting paa en anden Maade, men see det er nu bare Ondskab. Hør, Du Bjørn! kjender Du Visen, som gaar Landet rundt?
BJØRN
En Vise?
FINN
Ja, den er i Folkemunde; det er en skammelig Nidvise, det forstaar sig, men den gaar ret artigt forresten; hør nu bare efter: (synger med dæmpet Stemme)
Nidvise, det forstaar sig, men den gaar ret artigt forresten; hør nu bare efter: (synger med dæmpet Stemme)
Hun er vel svøbt i Skind,
HIS: 16
Hun fletter de røde Guldperler i Haar, –Men har ikke Fred i sit Sind.»
Bjørn griber ham forbitret i Brystet. Eline trækker sig ubemærket tilbage.
BJØRN
FINN
idet han river sig løs
Naa, naa, er det mig, der har gjort Visen?
Et Horn høres fra Høire.
BJØRN
Tys, hvad er det?
FINN
Et Horn, saa faar vi nok Gjæster ikvæld.
BJØRN
gaar til Vinduet
FINN
En Riddersmand? Det kan det vel neppe være.
HIS: 17
BJØRN
Hvorfor ikke?
FINN
Selv har Du sagt det, vor sidste Riddersmand er død og borte. (gaar ud til Høire)
2den Scene
Bjørn. Strax efter Eline fra Venstre.
BJØRN
Den forbandede Skjelm, han har Øinene med sig overalt. Jeg har nu værnet om Fru Ingers Færd saa godt jeg har kunnet, jeg har søgt at dølge det Ene og det Andet, baade for hendes Børn og hendes Huusfolk. Hvad baader det? Hun er alt i Folkemunde, det vil ikke vare længe før hver Mand raaber lydt, at Fru Inger har svigtet sit Folk i Nøden.
dølge det Ene og det Andet, baade for hendes Børn og hendes Huusfolk. Hvad baader det? Hun er alt i Folkemunde, det vil ikke vare længe før hver Mand raaber lydt, at Fru Inger har svigtet sit Folk i Nøden.
ELINE
med undertrykt Bevægelse
Er Du alene, Bjørn?
ELINE
Hør, fortæl mig et af dine Eventyr; jeg veed Du kan –
BJØRN
Hvad feiler Jer? Er der gaaet Jer Noget imod? I er saa urolig.
ELINE
Det er muligt!
BJØRN
Der er Noget iveien. I det sidste halve Aars Tid har jeg knapt kunnet kjende Jer igjen.
BJØRN
Det er ikke derfor, Jomfru Eline, det er ikke alene derfor, at I gaar omkring, snart tankefuld og bleg og stille, og snart vild og heftig, som nu i Kvæld.
ELINE
HIS: 19
BJØRN
ELINE
Ja, dengang Du! da levede jeg et deiligt Liv i Eventyr og i mine egne Tanker. Jeg veed ikke om Stranden var saa nøgen dengang som nu, men var den det, saa mærkede jeg det ikke. Jeg gik derude og digtede fagre Krøniker, mine Helte kom og gik, jeg selv levede iblandt dem og fulgte med dem, naar de drog bort. (synker ned paa en Stol) Nu er jeg saa mat og træt, mine Eventyr kan ikke nære mig længer; de ere ikke længer til, de ere kun – Eventyr. (heftigt, idet hun reiser sig) Bjørn! veed Du hvad der har gjort mig syg? En Sandhed! en hæslig Sandhed, som nager mig Nat og Dag!
BJØRN
Hvad mener I?
ELINE
Kan Du mindes, at Du stundom gav os Leveregler og gode Raad? Lucia, min Søster, fulgte dem, men jeg, Gud bedre!
ELINE
BJØRN
Det er sandt!
HIS: 20
ELINE
Engang tog Du mig ved Haanden og saae alvorlig paa mig, idet Du sagde: Vær ikke stolt af din Fagerhed og din Kløgt, men vær stolt som Ørnen paa Fjeldet hvergang Du tænker paa, at Du er Inger Gyldenløves Datter!
BJØRN
I havde Grund til at være stolt derover.
ELINE
BJØRN
I er jo ikke længer noget Barn.
Bjørn sætter sig ved Ildstedet. Eline kaster sig ned ved Siden af Stolen.
BJØRN
Der var engang en fager Riddersmand –
ELINE
der uroligt har lyttet mod Salen, griber ham i Armen og udbryder heftigt men hviskende
HIS: 21
BJØRN
hviskende
Der var engang en fager Riddersmand, om hvem der gik det sælsomme Ord – –
Eline reiser sig halvt op og lytter i ængstelig Spænding mod Salen.
ELINE
sætter sig atter
Mig? Ingenting! Fortæl Du kun!
BJØRN
ELINE
BJØRN
Kanhænde!
ELINE
Nu ja, ligegodt; bliv kun ved!
BJØRN
Og saa begav det sig engang –
HIS: 22
ELINE
reiser sig pludselig
Tys, tys, vær stille!
BJØRN
Hvad nu, hvad gaar der af Jer?
ELINE
lyttende
Hører Du?
BJØRN
Hvilket?
BJØRN
reiser sig
Hvad er der? Hvor?
ELINE
Hun selv – i Riddersalen!
Hun iler op mod Baggrunden; Bjørn ligeledes.
BJØRN
Hvor kan I troe, – Jomfru Eline! gaa til Jert Kammer!
ELINE
Tys, staa stille! Rør Dig ikke; lad Dig ikke see! Vent, der kommer Maanen frem, kan Du skimte den sorte Skikkelse?
HIS: 23
BJØRN
ELINE
BJØRN
Jomfru Eline, hør mig!
ELINE
idet hun gaar ned mod Forgrunden
Nu veed jeg, hvad jeg veed!
BJØRN
afsides
Saa er det da altsaa sandt.
ELINE
Hvem var det, Bjørn! hvem var det?
BJØRN
forstemt
Det veed I ligesaa godt som jeg.
BJØRN
Det var Inger Gyldenløve, Eders Moder!
ELINE
halvt for sig selv
HIS: 24
BJØRN
Stille!
Fru Inger kommer hurtig ud fra Salen uden at bemærke de Andre, gaar hen til Vinduet, lytter og stirrer en Tidlang ud, som om hun speidede efter Nogen paa Landeveien, og gaar ind i Salen igjen.
ELINE
afsides, efterat Fru Inger er gaaet ud
Larm og Stemmer høres udenfor Døren til Høire.
BJØRN
Hvad er der nu?
ELINE
Gaa ud og see efter hvad det gjælder!
3die Scene
De Forrige. Einar og flere Huuskarle fra Høire. Strax efter Fru Inger fra Baggrunden.
EINAR
i Døren
Herind, herind! Nu gjælder det, ikke at være forsagt!
HIS: 25
BJØRN
Hvad søger I?
EINAR
Fru Inger!
BJØRN
Fru Inger? Saa seent paa Kvælden.
EINAR
Seent er det; men tidsnok endnu, tænker jeg.
NOGLE
Ja, ja, hun maa høre os!
Larm iblandt Mængden. Fru Inger viser sig i Døren; Alle tie pludseligt.
FRU INGER
Hvad vil I mig?
FRU INGER
Nuvel, sig frem!
EINAR
Nu, det er jo en ærlig Sag; kort og godt, vi komme for at søge Orlov –
FRU INGER
Orlov? Hvortil?
FRU INGER
Har Svensken?
EINAR
Ja, saa gaar Ordet, og det skal være ganske sikkert.
FRU INGER
Nu, om saa var, hvad har da I med Svenskens Rustninger at gjøre?
NOGLE
Vi vil med!
ANDRE
Vi vil hjælpe ham!
EINAR
FRU INGER
efter en Pause
Hør mig vel, har I tilfulde betænkt Jer, har I regnet efter
HIS: 27
hvad det vil koste Jer, hvis Kong Gustavs Mænd skulde seire.
BJØRN
halvt hviskende til Fru Inger
Regn efter hvad det vilde koste Dansken, hvis Kong Gustavs Mænd skulde tabe.
FRU INGER
stolt
EINAR
ALLE
Ja, ja, ud med Dansken!
FRU INGER
afsides
O, der er Malm i dem endnu!
BJØRN
afsides
Hun er tvivlraadig. (til Eline) Hvad gjælder det, Jomfru Eline, I har forregnet Jer i Eders Dom om Inger Gyldenløve!
Gid jeg havde! Jeg kunde rive mine Øine ud af Hovedet, ifald de havde løiet for mig.
EINAR
Seer I vel, min ædle Frue! først gjælder det Kong Gustav; er han væk, da vil ikke Dansken kunne holde sig længe her i Landet, og saa er vi fri, vi har ingen Konge mere og kan kaare os en Drot iblandt Folket selv, ligesom Svenskerne gjorde før os.
EINAR
FRU INGER
hurtigt
HIS: 29
FRU INGER
undvigende
Almindelig Bevægelse blandt Hoben, der bringer Lys og henter allehaande Vaabenstykker ud fra Salen.
BJØRN
griber Fru Ingers Haand, idet hun vil gaa
Tak, Inger Gyldenløve! Jeg har kjendt Eder fra I var Barn og jeg har aldrig tvivlet paa Jer!
FRU INGER
hviskende
Stille, Bjørn! det er et farligt Spil jeg har vovet ikvæld; for de Andre gjælder det kun Livet, men for mig – tusinde Gange mere, tro mig!
FRU INGER
haanligt
Min Magt! O Gud i Himlen!
HIS: 30
EN HUUSKARL
til en Anden
Hvad bringer Du der?
EINAR
4de Scene
De Forrige. Finn med et Brev fra Venstre.
FINN
til Fru Inger
Jeg har søgt Eder i alle Stuer.
FRU INGER
Hvad vil Du?
FRU INGER
HIS: 31
FRU INGER
afsides
Han kommer altsaa hid, og det endnu i denne Nat. Nu gjælder det at kjæmpe, ikke med Sværd, men med Kløgt!
FRU INGER
hurtigt og bestemt
Ingen forlader Gaarden i Nat!
EINAR
Men, min ædle Frue! nu er Vinden os gunstig, vi stryge indover Fjorden og – –
FRU INGER
Det bliver som jeg har sagt!
EINAR
Skal vi da først imorgen –
Bevægelse iblandt Mængden.
EINAR
Vi gaa alligevel, Fru Inger!
HIS: 32
FRU INGER
idet hun griber efter Knud Alfsøns Sværd, der er blevet liggende paa Bordet
Hvem vover det? (dødsstilhed; efter en Pause) Jeg har tænkt for Jer; det er Noget, som I kun slet forstaa Jer paa. Læg Eders Vaaben bort! I skal senere faa min Villie at vide. Gaa!
De bringe Vaabnene ind i Salen og gaa ud til Høire.
ELINE
afsides til Bjørn
Mener Du endnu jeg har feilet i min Dom om Inger Gyldenløve?
BJØRN
Vel, Fru Inger!
FRU INGER
Og Porten aaben for Enhver, som maatte banke paa.
BJØRN
Men – –
FRU INGER
befalende
Porten aaben!
BJØRN
Porten aaben! (gaar ud til Høire)
Fru Inger. Eline.
FRU INGER
idet Eline vil fjerne sig
Bliv her! – Eline, mit Barn! jeg har Noget at sige Dig.
ELINE
Jeg hører Eder!
FRU INGER
Eline! Du tror ilde om din Moder!
ELINE
Jeg tror hvad Eders Færd tvinger mig til at tro.
FRU INGER
Og Du svarer mig som dit umilde Sind byder.
ELINE
Mit umilde Sind er Eders eget Værk. Fra min Barndom havde jeg vant mig til at agte Eder som en stor, høisindet Kvinde. Som Eder tænkte jeg mig hine Kvinder, hvorom de gamle Krøniker fortælle, – hine Kvinder, der traadte frem i Farens Dage og vakte Folkene til kraftig Daad. Det tykkedes mig som om Gud Herren selv havde trykket et Stempel paa Eders
hine Kvinder, der traadte frem i Farens Dage og vakte Folkene til kraftig Daad. Det tykkedes mig som om Gud Herren selv havde trykket et Stempel paa Eders HU: 137
Pande og mærket Jer som den, der skulde være Leder for de mange Tusinder, der omgav Eder. I Høisalen sang Riddere og Svende Eders Priis, og trindt om Lande kaldte Bonden Eder Norges Haab og Støtte! Og Alle meente de, at gjennem Eder skulde de gamle Tider komme igjen! Alle meente de, at ved Eder skulde det atter dages i Norge; – det HIS: 34
er endnu Nat og neppe kommer Morgenen med Eder, Inger Gyldenløve!
FRU INGER
Tilfulde veed jeg, hvad der lægger Dig disse giftige Ord paa Læben. Du har lyttet til den tankeløse Hob, der, ligesom Faareflokken, følger iblinde, hvorhen en listig Leder viser Veien.
ELINE
FRU INGER
ELINE
FRU INGER
ELINE
med frembrydende Følelse
O, hvis jeg gjorde det!
HIS: 35
FRU INGER
Stille! Datteren har ingen Ret til at kræve Regnskab af sin Moder. Med et Ord kunde jeg sige Dig – dog, det vilde ikke være godt for Dig at høre; Du maa vente hvad Tiden bringer med sig, – kanhænde at –
ELINE
idet hun vil gaa
Sov vel, min Moder!
Nei vent, der er endnu Noget, som – kom nærmere, Du maa høre mig! (sætter sig ved Bordet)
ELINE
Jeg hører Eder!
FRU INGER
Saa taus Du ogsaa er, saa veed jeg dog forvist, at Du mere end eengang længes bort herfra; det er Dig for eensomt og for øde paa Østeraad.
ELINE
Hvor kan det undre Jer, min Moder!
FRU INGER
Det staar til Dig selv, om det herefterdags skal blive anderledes.
ELINE
Hvordan?
FRU INGER
Hør mig! I denne Nat venter jeg en Gjæst til Gaarden!
HIS: 36
ELINE
studsende
En Gjæst?
FRU INGER
En Gjæst, som maa være fremmed og ukjendt. Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han gaar hen.
ELINE
kaster sig ned for hende og griber hendes Hænder
Min Moder, min Moder! Forlad mig min Uret imod Dig, hvis Du kan det!
FRU INGER
forundret
Hvad mener Du? Eline! jeg forstaar Dig ikke.
ELINE
Saa har de da Alle taget feil; Du er da endnu trofast i Hjertet.
FRU INGER
Men saa reis Dig og siig mig –
ELINE
O, tror Du da ikke jeg veed hvem Gjæsten er!
FRU INGER
overrasket
Du veed det og alligevel –
ELINE
Mener Du da Østeraads Porte har været saa vel stængte, at ikke vore Venners Jammer skulde lyde ind til mig derudefra. Mener Du ikke jeg veed, at mangen Ætling af de gamle Slægter vanker som fredløs Mand uden Ly og Leie, medens de danske Herrer raade i hans Fædres Gaard.
HIS: 37
FRU INGER
Og saa? – Bliv ved!
ELINE
FRU INGER
koldt
Det er nok; jeg forstaar Dig.
ELINE
vedblivende, uden at agte derpaa
Og derfor aabner Du Østeraads Porte ved Nattetid; derfor maa han være fremmed og ukjendt, han, denne Gjæst, om hvem Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han gaar hen. Du trodser det strenge Herrebud, som nægter Dig at huse den Forfulgte, og at staa ham bi med Ly og Pleie.
FRU INGER
Det er nok, siger jeg. (med Overvindelse) Eline! Du feiler, det er ingen fredløs Mand jeg venter.
ELINE
reiser sig
Saa har jeg kun ilde forstaaet Jer, Inger Gyldenløve!
FRU INGER
Hør mig, mit Barn! men hør mig med Rolighed, hvis Du ellers mægter at tæmme dit vilde Sind.
ELINE
Jeg skal være tam til I har udtalt.
HIS: 38
FRU INGER
Saa lyt til hvad jeg har at sige Dig. – Jeg har saa meget det stod i min Magt, søgt at holde Dig uvidende om al den Nød og Vaande, som vort Land er stædet i; thi hvad kunde det vel baade, om jeg dryssede Sorg og Harm i din unge Sjæl; det er ikke Graad og Kvindeklynk, som skal redde det betrængte Folk, – der kræves Mod og Mandskraft!
Vaande, som vort Land er stædet i; thi hvad kunde det vel baade, om jeg dryssede Sorg og Harm i din unge Sjæl; det er ikke Graad og Kvindeklynk, som skal redde det betrængte Folk, – der kræves Mod og Mandskraft!
FRU INGER
Stille, Barn! jeg kunde tage Dig paa Ordet.
ELINE
Hvordan, min Moder!
FRU INGER
Jeg kunde kræve begge Dele af Dig; jeg kunde – dog lad mig først tale til Ende. Du maa da vide, at den Tid nærmer sig, som de Danske gjennem mange Aar har virket for; den Tid, da de kunde give vor Frihed det sidste Stød. See derfor gjælder det –
ELINE
livligt
At slaa løs, min Moder!
Nei, det gjælder at vinde Tid. I Kjøbenhavn er Kongens Raad forsamlet for at overlægge hvordan de bedst kan gribe Sagen at Tvistighederne ikke kan bilægges, saalænge ikke Norsk og Dansk er Et; thi dersom vi beholde vore Rettigheder som frit Folk, naar et nyt Kongevalg engang skal foregaa, saa er det rimeligt, at Feiden bryder aabenbart ud. See, dette vil de danske Herrer forhindre.
HIS: 39
an. De Fleste er af den Mening, at Tvistighederne ikke kan bilægges, saalænge ikke Norsk og Dansk er Et; thi dersom vi beholde vore Rettigheder som frit Folk, naar et nyt Kongevalg engang skal foregaa, saa er det rimeligt, at Feiden bryder aabenbart ud. See, dette vil de danske Herrer forhindre.
ELINE
Og det skulde vi taale! Vi skulde roligt see til – –
FRU INGER
Nei, vi skulde ikke taale det; men at bruge Vaaben, at træde frem i aaben Dyst, det vilde kun lidet baade, saalænge vi ikke alle ere enige. Nei, skal vi kunne udrette Noget, saa maa det skee i Løndom og Stilhed; vi maa, som jeg siger Dig, vinde Tid. I det søndre Norge er Adelen for de Danske, men her nordpaa er det endnu tvivlsomt, og derfor har Kong Frederik skikket en af sine Riddersmænd herop, for med egne Øine at forvisse sig om hvordan vi ere sindede.
ELINE
spændt
Nu, og saa –
FRU INGER
Denne Ridder kommer hid til Østeraad i Nat!
ELINE
Herhid? Og i Nat?
FRU INGER
Et Kjøbmandsskib bragte ham igaar til Throndhjem. Fornylig har han skikket mig det Budskab, at han vil gjæste mig; inden en Time kan han ventes.
HIS: 40
ELINE
Og I betænker ikke, min Moder! hvad I udsætter Eders Rygte for, ved at tilstede den danske Udsending et saadant Møde? Er ikke Almuen allerede mistroisk nok mod Eder? Hvor kan I haabe, at den engang vil lade sig lede og raade af Eder, naar det rygtes –
FRU INGER
ELINE
Og I kjender ikke hans Navn?
FRU INGER
Jeg kjender det og det klinger godt; Danmarks Adel har ikke noget bedre at nævne.
ELINE
Men hvad har I saa isinde; jeg har endnu ikke fattet Eders Mening.
ELINE
Saa vogt Jer vel, at ikke Snoren brister.
HIS: 41
FRU INGER
Det kommer an paa Dig, hvor fast den skal strammes.
ELINE
Paa mig?
FRU INGER
ELINE
Min Vinge er stækket! Gav I mig Friheden, den vilde kun lidet baade mig.
FRU INGER
Din Vinge er ikke stækket længer end Du selv vil det.
ELINE
Vil? I Eder er min Villie; vedbliv at være, hvad I var, saa vil ogsaa jeg –
FRU INGER
Nok derom, hør mig videre! At drage fra Østeraad vil ikke være Dig meget imod.
ELINE
Kanhænde, min Moder!
FRU INGER
Du har engang sagt mig, at Du levede Din bedste Tid i dine Eventyr og Krøniker; dette Liv kan vende tilbage for Dig!
HIS: 42
ELINE
Hvad mener I?
FRU INGER
ELINE
En Ridder, siger I?
ELINE
idet hun fjerner sig noget fra hende
Og den danske Udsending kommer hid i Nat?
FRU INGER
I Nat!
FRU INGER
Der er Intet at ræddes for, ifald Du ikke vil mistyde dem. Det er visselig ikke min Agt at tvinge Dig; efter eget Tykke skal Du vælge og raade selv i denne Sag.
ELINE
idet hun træder et Skridt nærmere og stirrer hende stivt i Øinene
Inger Gyldenløve! Har I hørt om hiin Moder, der kjørte over Fjeldet ved Nattetid med sine Smaabørn i Slæden. Ulveflokken fulgte hende i Sporet, det gjældte Liv og Død, – og hun
hiin Moder, der kjørte over Fjeldet ved Nattetid med sine Smaabørn i Slæden. Ulveflokken fulgte hende i Sporet, det gjældte Liv og Død, – og hun HIS: 43
kastede sine Smaa bagud efter sig, en for en, for at vinde Tid og frelse sig selv.
FRU INGER
med Varme
Eventyr! En Moder rev Hjertet af sit Bryst før hun slap Barnet af sine Arme.
ELINE
bittert
Hvis jeg ikke var min Moders Datter, saa skulde jeg give Eder Ret; men I er hiin Moder, og Eders Døtre har I kastet ud for Ulvene, en for en. For fem Aar siden drog Merete, Eders ældste Datter fra Østeraad, nu sidder hun i Bergen som Vincents Lunges Hustru; men tror I hun er lykkelig som den danske Ridders Frue? Vincents Lunge er mægtig, fast som en Konge; hun har Terner og Svende, Silkeklæder og høie Sale, men Dagen har ingen Sol for hende og Natten ingen Hvile; thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han beilede til hende, fordi hun var Norges rigeste Arving og han dengang trængte til at faa fast Fod i Landet; jeg veed det, jeg veed det tilfulde! – Merete var Eder hørig, hun fulgte den fremmede Herre; men hvad har det kostet hende? Flere Taarer end en Moder skulde ønske at svare til paa Dommens Dag!
Merete, Eders ældste Datter fra Østeraad, nu sidder hun i Bergen som Vincents Lunges Hustru; men tror I hun er lykkelig som den danske Ridders Frue? Vincents Lunge er mægtig, fast som en Konge; hun har Terner og Svende, Silkeklæder og høie Sale, men Dagen har ingen Sol for hende og Natten ingen Hvile; thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han beilede til hende, fordi hun var Norges rigeste Arving og han dengang trængte til at faa fast Fod i Landet; jeg veed det, jeg veed det tilfulde! – Merete var Eder hørig, hun fulgte den fremmede Herre; men hvad har det kostet hende? Flere Taarer end en Moder skulde ønske at svare til paa Dommens Dag!
ELINE
Eders Regnskab er ikke hermed tilende. Hvor er Lucia, Eders andet Barn?
HIS: 44
FRU INGER
peger mod Himlen
Spørg Gud, som tog hende.
ELINE
Eder spørger jeg; thi det er Eder, som skal svare for at hun maatte lade sit unge Liv. Glad som en Fugl om Vaaren drog hun fra Østeraad, for at gjæste Merete i Bergen, et Aar efter stod hun atter i sin Moders Stue, hendes Kind var hvid og Døden havde ædt sig ind i hendes Bryst! Ja, I undres min Moder! I meente nok, at denne Hemmelighed var begraven med hende, men hun har sagt mig Alt. En høvisk Ridder havde vundet hendes Hjerte, han vilde ægte hende; I vidste, at det gjældte hendes Ære, men I blev ubøielig – og Eders Barn maatte dø. I seer jeg veed det Alt!
høvisk Ridder havde vundet hendes Hjerte, han vilde ægte hende; I vidste, at det gjældte hendes Ære, men I blev ubøielig – og Eders Barn maatte dø. I seer jeg veed det Alt!
FRU INGER
afsides
Alt! (høit) Saa har hun da ogsaa sagt Dig hans Navn?
ELINE
Nei; derom har jeg saalidet spurgt.
FRU INGER
afsides
Ah, saa veed Du dog ikke Alt! (høit) Eline! Hvad Du har sagt var mig længe vitterligt, men der er Noget, som Du ikke har betænkt; den unge Riddersmand var en Dansk.
ELINE
Ogsaa det veed jeg!
FRU INGER
Og hans Kjærlighed var en Løgn; ved List og glatte Ord havde han besnæret hende.
HIS: 45
ELINE
Jeg veed det, men hun havde ham kjær alligevel, og havde I havt en Moders Hjerte, saa var Eders Barns Ære gaaet for Alt!
FRU INGER
Ikke for hendes Lykke. Tror Du, at jeg med Meretes Lod for Øinene vilde ofre mit andet Barn til en Mand, som ikke var hende god.
ELINE
Med Eders glatte Tunge kan I daare Alverden, men ikke mig. Inger Gyldenløve! Tro ikke, at jeg er
Eders glatte Tunge kan I daare Alverden, men ikke mig. Inger Gyldenløve! Tro ikke, at jeg er HU: 144
saa ganske fremmed for hvad der gaar for sig rundt om i Landet, tilfulde skjønner jeg Eders Færd, jeg veed, I er ikke Dansken god i Eders Hjerte, I hader ham maaskee, men I frygter ham tillige. Da I gav Merete til Vincents Lunge, saa havde de Danske Overmagten paa alle Kanter; tre Aar efter da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun havde knyttet sit Liv, skjønt han havde forlokket hende, – da stod Sagerne anderledes; de Norske begyndte at komme tillive igjen, og det var ikke raadeligt at holde sig tilvens med de fremmede Voldsmænd. Og hvad har I vel gjort for at hævne hende, der maatte dø saa ung? Intet! Nuvel, jeg skal handle for Eder, jeg skal hævne al den Forsmædelse, der er overgaaet vort Folk og vor Æt!
FRU INGER
Hvad har Du isinde?
ELINE
Jeg gaar min Vei, ligesom I gaar Eders; hvad jeg har isinde veed jeg ikke selv, men jeg føler Kraft i mig til at vove Alt for den retfærdige Sag.
HIS: 46
FRU INGER
Da vil Du faa en haard Dyst at bestaa. Jeg har engang lovet det Samme, som Du, og mit Haar er graanet under Byrden af mit Løvte.
ELINE
Jeg forlader Eder; Eders Gjæst kan ventes, og ved det Møde er jeg tilovers. Maaskee det endnu er Tid for Eder, – nu, Gud styrke og lede Eders Færd! Glem ikke, at Folkets Øie vogter paa Eder! Tænk paa Merete, som græder Dag og Nat over sit forspildte Liv! Tænk paa Lucia, som sover i den sorte Kiste! (vil gaa, men nærmer sig atter) Og endnu Et. Glem ikke, Inger Gyldenløve! at i denne Nat spiller I Brikkespil om Eders sidste Barn!
Brikkespil om Eders sidste Barn!Hun gaar ind tilvenstre.
Fru Inger (alene).
FRU INGER
efter en Pause
Mit sidste Barn? Hun taler sandere end hun selv veed; men det gjælder ikke mit Barn alene. Hjælpe mig Gud! i denne Nat spilles Brikkespil om Norges Fremtid! Tys! rider der ikke Nogen gjennem Borgeledet? (lyttende) Nei, endnu ikke; det var kun Vinden. Hu! det blæser gravkoldt derudenfor ikvæld! Det gaar ligesom et Stormsuk gjennem Riddersalen, (idet hun knuger Hænderne imod sit Hjerte) og gjennem mit Bryst!
(pause) Hvor sælsomt, hvor sælsomt! Skjæbnen har dannet mig til viig bort, viig bort! Hvad vil I mig?
Hjælpe mig Gud! i denne Nat spilles Brikkespil om Norges Fremtid! Tys! rider der ikke Nogen gjennem Borgeledet? (lyttende) Nei, endnu ikke; det var kun Vinden. Hu! det blæser gravkoldt derudenfor ikvæld! Det gaar ligesom et Stormsuk gjennem Riddersalen, (idet hun knuger Hænderne imod sit Hjerte) og gjennem mit Bryst!
(pause) Hvor sælsomt, hvor sælsomt! Skjæbnen har dannet mig til HIS: 47
Kvinde og har dog læsset en Mandsdaad paa mine Skuldre. Mit Folks Velfærd er lagt i mine Hænder; jeg er rig og stærk; i min Magt staar det at reise dem Alle som een Mand, for at vinde tilbage, hvad Svig og Vold har røvet os. Det er fra mig de vente Tegnet og nu maa det skee, nu eller aldrig! Tør jeg da nøle, er det Ret at ofre de Mange for den Enes Skyld? Var det ikke bedre ifald jeg kunde – men nei, jeg kan det ikke, jeg vil det ikke! (farer sammen af Skræk) – Ha, der er de igjen de blege Skygger, som komme over mig naar jeg er alene med mig selv; – det er mine døde Fædre, det er mine faldne Frænder! – Fy, hvor de stirre paa mig; hvor de er tause og strenge! Jeg kjender dem. (skrigende) Steen Sture! Knud Alfsøn! Olaf Skaktavl! viig bort, viig bort! Hvad vil I mig?7de Scene
Fru Inger. Olaf Skaktavl, der langsomt er traadt ind fra Riddersalen.
FRU INGER
vender sig med et Skrig
Ah, fri mig Christ i Himlen!
Hun falder om i Stolen. Olaf Skaktavl stirrer paa hende ubevægelig, lænet til sit Sværd.
HIS: 48
HIS: 49
FRU INGER TIL ØSTERAADHISTORISK DRAMA I 5 AKTER
Samme Dekoration som i forrige Akt.
1ste Scene
Fru Inger (siddende ved Bordet tilhøire). Olaf Skaktavl.
SKAKTAVL
For sidste Gang, Inger Gyldenløve! I er altsaa urokkelig i Eders Forsæt?
FRU INGER
Jeg kan ikke andet; og mit Raad til Eder er: gjør I ligesom jeg! Er det Himlens Villie, at vort Folk skal gaa under, saa gaar det under, hvad enten vi støtte det eller ei.
SKAKTAVL
Og med den Tro mener I jeg skal lade mig nøie; jeg skulde roligt sidde og see til, nu da Tiden er kommen? Har I da glemt hvad jeg har at hævne? – Mine Fædres Gaard har de plyndret og røvet; min Søn, mit eneste Barn, den sidste Ætling af min Slægt har de slaaet ihjel for mig som en Hund; mig jog de for tyve Aar siden fredløs ud i Skov og Fjeld! Folk har sagt mig død for længe siden; men jeg har den Tro, at jeg ikke kan lægge mig i Jorden før jeg har taget Hævn.
Tiden er kommen? Har I da glemt hvad jeg har at hævne? – Mine Fædres Gaard har de plyndret og røvet; min Søn, mit eneste Barn, den sidste Ætling af min Slægt har de slaaet ihjel for mig som en Hund; mig jog de for tyve Aar siden fredløs ud i Skov og Fjeld! Folk har sagt mig død for længe siden; men jeg har den Tro, at jeg ikke kan lægge mig i Jorden før jeg har taget Hævn.
HIS: 50
FRU INGER
Saa har I et langt Liv ivente. Hvad vil I da gjøre?
SKAKTAVL
opbrusende
FRU INGER
Eders Værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle Værger i Norge ere rustne!
Det er fordi den nye Slægt kun strider med Tungen – Inger Gyldenløve! I har stærkt forandret Eder; der var en Tid, da der slog et Mandshjerte i Eders Bryst!
FRU INGER
Mind mig ikke om hvad der var.
SKAKTAVL
Og dog er det derfor jeg er kommen til Jer; I skal høre mig om saa –
FRU INGER
Nuvel, men gjør det kort; thi, – ja jeg maa da sige Jer det, der er utrygt for Eder her paa Gaarden.
SKAKTAVL
Paa Fru Ingers Gaard er det utrygt for den Fredløse! Det har et Liv, hvis Tab er Vinding!
HIS: 51
jeg længe vidst; men I glemmer nok, at fredløs Mand har Intet at forlise uden et Liv, hvis Tab er Vinding!
SKAKTAVL
For treti Vintre siden saa jeg Eder for første Gang; det var paa Akershuus hos Knud Alfsøn og hans Frue. Dengang var I endnu fast et Barn, men I var kjæk som Ørnen paa Fjeldet, vild og ustyrlig som Uveiret, der gaar Bersærkergang om Østeraad ikvæld. Mangen høvisk Ridder laa for Eders Fod; ogsaa mig var I kjær, kjær som ingen Kvinde har været det før eller siden; men I, I havde dengang kun een Tanke, det var Tanken om jert Folk og jert Fædreland!
fast et Barn, men I var kjæk som Ørnen paa Fjeldet, vild og ustyrlig som Uveiret, der gaar Bersærkergang om Østeraad ikvæld. Mangen høvisk Ridder laa for Eders Fod; ogsaa mig var I kjær, kjær som ingen Kvinde har været det før eller siden; men I, I havde dengang kun een Tanke, det var Tanken om jert Folk og jert Fædreland!
FRU INGER
SKAKTAVL
FRU INGER
HIS: 52
SKAKTAVL
FRU INGER
smerteligt greben
Som Lig!
SKAKTAVL
Norges bedste Hjerte brast da de danske Stimænd fældte ham. Endnu tykkes det mig, at jeg seer det lange Tog, som skred ind i Riddersalen sørgeklædt og Par for Par. Der laa han paa Baaren med Øxehugget over Panden, saa hvid som en Vaarsky. Og i Nattens Stilhed samlede sig Norges gjæveste Mænd om Liget; Fru Margrethe stod ved sin døde Huusbonds Hoved og Alle, Alle svore vi at vove Velfærd og Liv i en Dyst for Hævn og Frihed! Da rørte det sig i Krogen bag ved Loftsstøtten og ind i Mændenes Kreds treen en Ungmø, fast endnu et Barn, men med Ild i Øiet og med Malm i Mælet. Høit svor hun – skal jeg gjentage Eders Ord?
tykkes det mig, at jeg seer det lange Tog, som skred ind i Riddersalen sørgeklædt og Par for Par. Der laa han paa Baaren med Øxehugget over Panden, saa hvid som en Vaarsky. Og i Nattens Stilhed samlede sig Norges gjæveste Mænd om Liget; Fru Margrethe stod ved sin døde Huusbonds Hoved og Alle, Alle svore vi at vove Velfærd og Liv i en Dyst for Hævn og Frihed! Da rørte det sig i Krogen bag ved Loftsstøtten og ind i Mændenes Kreds treen en Ungmø, fast endnu et Barn, men med Ild i Øiet og med Malm i Mælet. Høit svor hun – skal jeg gjentage Eders Ord?
FRU INGER
Jeg svor at holde sammen med Jer i Liv og Død; at stride ligesom I for Hævn og Frihed!
SKAKTAVL
bittert
I mindes Eders Ed og har dog glemt den!
FRU INGER
Og hvordan holdt de Andre hvad de havde lovet? Jeg taler ikke om Eder, Olaf Skaktavl! men om Eders Venner, al Norges
HIS: 53
Adel; der er ikke een af dem, som har Mod til at være Mand, og dog bebreide de mig, at jeg er en Kvinde!
SKAKTAVL
Jeg veed, hvad I vil sige; hvorfor de har underkastet sig istedetfor at byde deres Voldsmænd Trods til det Sidste? Vel sandt, der er usselt Malm i thi for Eder havde de Alle bøiet sig.
Vel sandt, der er usselt Malm i HU: 124
vor Tids Slægter, men havde der været Samhold imellem dem, hvem veed hvad der da vilde skeet; og I kunde have holdt dem sammen, thi for Eder havde de Alle bøiet sig.
FRU INGER
Jeg kunde vel svare Eder, men I vilde neppe forstaa mig. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ei staar til at ændre. Kom heller frem med hvad der nærmest fører Eder til Østeraad; trænger I til Ly? Nuvel, jeg vil skjule Eder. Trænger I til Pleie? Den skal I finde!
SKAKTAVL
I tyve Aar har jeg været hjemløs; paa Høifjeldet er mit Haar blevet graat; jeg har deelt Hie med Ulv og Bjørn; I seer, Fru Inger! jeg trænger Eder ikke, men Folket har Jer behov.
FRU INGER
med et Skuldertræk
Det gamle Omkvæd!
SKAKTAVL
HIS: 54
FRU INGER
Jeg veed det!
FRU INGER
studsende
Nuvel!
SKAKTAVL
Det er ham, som har skikket mig til Eder.
FRU INGER
spændt
Peder Kantsler, siger I?
SKAKTAVL
Han selv, eller kanhænde I kjender ham ikke længer?
FRU INGER
afsides
Kun altfor vel. (høit) Men siig frem, siig frem, hvad Budskab bringer I mig?
SKAKTAVL
Da Ufredsrygtet spurgtes oppe paa
Jæmtelandsfjeldene, hvor jeg holdt til, saa tog jeg strax afsted indover til Sverige. Jeg kunde nok tænke mig, at Peder Kantsler havde sin Haand med i Legen, jeg søgte ham op og bød ham mit Sværd og mine Arme;
Jæmtelandsfjeldene, hvor jeg holdt til, saa tog jeg strax afsted indover til Sverige. Jeg kunde nok tænke mig, at Peder Kantsler havde sin Haand med i Legen, jeg søgte ham op og bød ham mit Sværd og mine Arme; HU: 125
han har kjendt mig i tidligere Dage, som I veed; han vidste jeg var at lide paa, og saa skikkede han mig hid.
HIS: 55
FRU INGER
i utaalmodig Bevægelse
Javist, javist, han skikkede Eder hid for at –
SKAKTAVL
hemmelighedsfuldt
Fru Inger! Der kommer en Fremmed til Østeraad i Nat!
FRU INGER
overrasket
Hvorledes? Veed I at –?
SKAKTAVL
Javel veed jeg. Jeg veed Alt; det er jo for at træffe ham, at Peder Kantsler har skikket mig afsted.
FRU INGER
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl! umuligt!
SKAKTAVL
Som jeg siger Jer, hvis han ikke er kommen, saa vil det ikke vare længe førend –
FRU INGER
Nei, ganske sikkert, men –
SKAKTAVL
Saa I var da beredt paa hans Komme?
FRU INGER
Javist; han har skikket mig Budskab derom; det var derfor I slap ind, saasnart I bankede paa.
SKAKTAVL
Tys! der rider Nogen henover Veien. (gaar til Vinduet) Porten lukkes op!
HIS: 56
FRU INGER
seer ud
SKAKTAVL
Der er han altsaa. Hans Navn?
FRU INGER
I veed ikke hans Navn?
SKAKTAVL
Hvor skulde jeg vide det. Peder Kantsler bød mig gaa og det har jeg gjort.
FRU INGER
Saa følg mig til Eders Gjæstekammer; I kan trænge til at styrke Eder; den Fremmede skal I snart faa i Tale.
SKAKTAVL
Nu, hvis I saa lyster.
De gaa ud tilvenstre.
Finn fører Niels Lykke og Jens Bjelke ind fra Høire.
NIELS LYKKE
til Finn
Og vi kan da sikkert forlade os paa Dig i Et og Alt.
NIELS LYKKE
Vel, vel, det har han ogsaa sagt mig. Altsaa, først og fremst, – er nogen Fremmed kommen herhid til Østeraad før os i Aften?
FINN
For en Time siden kom der En.
NIELS LYKKE
afsides til Bjelke
Han er her. (høit til Finn) Vil Du kunne gjenkjende ham? Har Du seet ham?
FINN
Nei, det har nok Ingen uden Portvægteren, saavidt jeg veed. Han blev strax stedet for Fru Inger og hun –
NIELS LYKKE
Nu, hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igjen?
HIS: 58
FINN
Nei, men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne Stuer, for –
NIELS LYKKE
Det er godt!
BJELKE
hviskende
Altsaa først og fremst Vagt for Porten, saa har vi ham sikkert.
NIELS LYKKE
smilende
Mener Du? (til Finn) Hør, siig mig, gives der her paa Gaarden nogen anden Udgang end gjennem Porten? Jeg mener, kan Nogen slippe useet bort fra Østeraad, naar Borgeporten holdes lukket?
FINN
Ja, det veed jeg ikke; der tales rigtignok om Løngange nedenunder i Kjælderne, men der er nok Ingen uden Fru Inger selv, som kjender dem.
BJELKE
Saa, for Djævelen!
NIELS LYKKE
Det er godt, Du kan gaa!
FINN
Vel. Skulde I senere ville mig Noget, saa behøver I kun at lukke paa den anden Dør tilvenstre derinde i Riddersalen; jeg skal da strax være ved Haanden.
HIS: 59
NIELS LYKKE
Godt. (peger mod Døren. Finn gaar ud tilhøire)
Niels Lykke. Jens Bjelke.
NIELS LYKKE
smilende
Hm! Ikke for mig, haaber jeg.
BJELKE
Saa. For det Første er der liden Ære i at gjøre Jagt paa slig en opløben Dreng, som denne Niels Sture. Er nu det en Viis at fare frem paa, saaledes som han har baaret sig ad? Først sætter han ondt Blod i Bønderne, lover dem Bistand og hvad veed jeg Altsammen, og naar det saa kommer til Stykket, render han sin Vei og kryber i Skjul bag et Kvindeskjørt. Forresten angrer det mig, reentud sagt, at jeg fulgte dine Raad og ikke gik frem efter mit eget Hoved.
Niels Sture. Er nu det en Viis at fare frem paa, saaledes som han har baaret sig ad? Først sætter han ondt Blod i Bønderne, lover dem Bistand og hvad veed jeg Altsammen, og naar det saa kommer til Stykket, render han sin Vei og kryber i Skjul bag et Kvindeskjørt. Forresten angrer det mig, reentud sagt, at jeg fulgte dine Raad og ikke gik frem efter mit eget Hoved.
BJELKE
For, seer Du, at rode efter Grævlinger har nu aldrig været min Fornøielse. Jeg havde ventet mig noget ganske Andet; jeg trækker afsted ligefra Jæmteland med mine Ryttere, i Throndhjem
HIS: 60
faar jeg den danske Befalingsmands Brev for at jeg kan søge efter Ufredsstifteren overalt hvor jeg lyster; jeg veed fra sikker Haand, at han staar i Forbund med Fru Inger; hvad var nu vel rimeligere, end at vi havde fundet Portene besatte med Vagt, saa kunde vi have slaaet løs, stormet Gaarden –
NIELS LYKKE
Men i det Sted aabner man Portene nok saa høfligt for os; pas paa, hvis jeg kjender Fru Inger ret, saa beværter hun os paa det Bedste.
BJELKE
NIELS LYKKE
BJELKE
NIELS LYKKE
Nuvel, siden Du ikke synes om den Vending Sagen har faaet, saa overlad Slagmarken til mig.
HIS: 61
BJELKE
Til Dig? Hvad vil Du gjøre?
NIELS LYKKE
Kløgt og List udretter maaskee her, hvad Magt ikke er istand til. Nu, ærligt talt, jeg har allerede havt noget Sligt i Tankerne ligefra igaar, da vi mødtes i Throndhjem. See derfor var det jeg formaaede Dig til –
NIELS LYKKE
Ja, men seer Du, her gjøres netop Ræven behov, hvis Vaabnene skal være lige paa begge Sider. Du har nu mere end eengang vist, hvad Du duer til, jeg har nu ogsaa Lyst til at prøve mig selv, og see her er Leiligheden for Haanden. Kongen af Danmark, min Herre, har betroet mig mere end et vanskeligt Hverv og jeg har klaret mig ganske godt fra det, men –
Kongen af Danmark, min Herre, har betroet mig mere end et vanskeligt Hverv og jeg har klaret mig ganske godt fra det, men –
BJELKE
Det skulde jeg mene. Gud og Hvermand veed jo, at Du er den slueste Djævel i de tre Riger.
NIELS LYKKE
Aa, jeg takker. Men seer Du, hidtil var det kun Mænd, jeg havde at maale mig med, og det vil ikke sige stort; her derimod gjælder det at besnære en Kvinde!
HIS: 62
BJELKE
NIELS LYKKE
Ja, det gjælder Kvinder i Tyveaarsalderen og deromkring, men Fru Inger er henimod de femti og derhos snu som ingen Anden. Lykkes det mig at beseire hende, saa er jeg sikker paa mig selv og jeg tør da paatage mig hvilket Hverv det saa skal være. Nu, ikke sandt, Du overlader Fru Inger til mig? Kom ihu, dengang Du gjæstede Danerhoffet, saa veeg jeg Pladsen for Dig hos meer end een Ungmø.
derhos snu som ingen Anden. Lykkes det mig at beseire hende, saa er jeg sikker paa mig selv og jeg tør da paatage mig hvilket Hverv det saa skal være. Nu, ikke sandt, Du overlader Fru Inger til mig? Kom ihu, dengang Du gjæstede Danerhoffet, saa veeg jeg Pladsen for Dig hos meer end een Ungmø.
BJELKE
Og veed Du hvad, det Ædelmod skulde Du ikke minde mig om, thi for det Første voldte det mig bare Ærgrelse og desuden saa havde Du jo Hals og Haand over dem Allesammen. Men ligemeget, siden jeg nu engang har baaret mig galt afsted, saa seer jeg gjerne, at Du tager Sagen paa Dig, dog det er et Ord, findes den unge Grev Sture her paa Gaarden, saa skaffer Du ham frem død eller levende.
Hals og Haand over dem Allesammen. Men ligemeget, siden jeg nu engang har baaret mig galt afsted, saa seer jeg gjerne, at Du tager Sagen paa Dig, dog det er et Ord, findes den unge Grev Sture her paa Gaarden, saa skaffer Du ham frem død eller levende.
NIELS LYKKE
Lyslevende skal Du have ham, jeg agter ikke at slaa ham ihjæl. Men nu maa Du altsaa tilbage til dine Folk; hold Landeveien besat; skulde jeg mærke noget Mistænkeligt, saa skal Du uopholdelig faa Kundskab derom.
HIS: 63
BJELKE
Godt, godt; men hvordan slipper jeg ud?
NIELS LYKKE
Karlen derinde hjælper Dig nok afsted, men i al Stilhed –
BJELKE
Forstaar sig. Naa, god Lykke!
NIELS LYKKE
Lykken har aldrig svigtet mig i Kamp med Kvinder; skynd Dig nu!
Bjelke gaar ud tilhøire.
Niels Lykke (alene).
NIELS LYKKE
efter en Pause
Saa staar jeg da omsider paa Østeraad, paa dette gamle Herresæde, som et Barn for to Aar siden fortalte mig saameget om. Lucia – ja, for to Aar siden var hun endnu et Barn, og nu, nu er hun død. (med Skuldertræk) Blomsterne visne tidligt her i Norden! En Jomfru kommer til Skade, hun faar et Knæk, og saa er det forbi, engang for alle. Jeg gad vide, om det er af Harm og Blussel over at hun mister, hvad man kalder Æren, eller om det skulde være af Sorg og Smerte, fordi hun finder Svig hos den Mand, hun har hengivet sig til? Nu, i begge Tilfælder er hun en Taabe, og en Taabe meer eller mindre i Verden, det – (smilende, efter en Pause) Hm, min unge Livsvaar har været rig nok; hvert Foraar har jeg seet en Rosenknop springe i Frø, hver Høst har jeg seet en Lillie visne! (seer sig om i Værelset)
treen over Borggaarden, løftede hun paa Laaget, – og da jeg nys nævnte hendes Navn, var det ligesom om Noget manede hende herop fra Ligkjælderen; maaskee famler hun sig nu opad Trappen, Svededugen er hende iveien, men hun famler sig frem alligevel. Maaskee staar hun nu derinde i Riddersalen og seer paa mig gjennem Dørsprækken. Kom nærmere, Barn! jeg er ikke af de Forknytte; kom nærmere! jeg tror, jeg har elsket Dig engang! Snak lidt med mig! – Fru Inger lader mig vente; Du har hjulpet mig at fordrive saa mangen kjedelig Stund, jeg erindrer det godt; det bedste ved Markblomster falde ikke i min Smag, Stængelen er for bøielig, de ligesom takke for Æren, naar man bryder dem. (betragter en Blomsterkost, som han bærer paa Brystet) Disse Stakler plukkede jeg dog idag, da jeg for første Gang satte Foden
HIS: 64
Jeg kjender mig igjen som om jeg kunde være født her. Derinde er Riddersalen, og nedenunder er – Gravkjælderen; der ligger nok Lucia ogsaa. – Dersom jeg havde nogen stærk Tro, saa kunde jeg bilde mig ind, at da jeg satte Foden indenfor Østeraads Porte, saa vendte hun sig i Kisten; da jeg treen over Borggaarden, løftede hun paa Laaget, – og da jeg nys nævnte hendes Navn, var det ligesom om Noget manede hende herop fra Ligkjælderen; maaskee famler hun sig nu opad Trappen, Svededugen er hende iveien, men hun famler sig frem alligevel. Maaskee staar hun nu derinde i Riddersalen og seer paa mig gjennem Dørsprækken. Kom nærmere, Barn! jeg er ikke af de Forknytte; kom nærmere! jeg tror, jeg har elsket Dig engang! Snak lidt med mig! – Fru Inger lader mig vente; Du har hjulpet mig at fordrive saa mangen kjedelig Stund, jeg erindrer det godt; det bedste ved HU: 131
Kjærligheden er Erindringen, og jeg – har mange Erindringer. (han fører Haanden til Panden og gaar et Par Gange frem og tilbage) See saa! – Rigtig, der er det store Vindu med Silkeforhænget, der er det Inger Gyldenløve pleier at staa og stirre ud over Landeveien som om hun venter paa En, der aldrig kommer; Lucia har fortalt mig det. – Derinde (pegende mod Døren tilvenstre), der er Søster Elines Stue, – Søster Eline? Ja rigtig, saa hedder hun. Hun er jo saa mærkværdig, denne Søster Eline, – saa kløgtig og saa djærv! Skade, at hun har seet saa forbandet lidt til Verden; hun har nok aldrig været udenfor Østeraads Enemærker. Hun skal forresten være fager – trind som et overmodent Æble rimeligviis! Naa, naa, I skal faa beholde Søster Eline uskadt naar jeg reiser; Markblomster falde ikke i min Smag, Stængelen er for bøielig, de ligesom takke for Æren, naar man bryder dem. (betragter en Blomsterkost, som han bærer paa Brystet) Disse Stakler plukkede jeg dog idag, da jeg for første Gang satte Foden HIS: 65
indenfor Østeraads Grændser. Det var de Sidste, der holdt sig mod Efterhøsten; – Østeraads fagre Vaarblomst gik under i en Uveirsnat for to Somre siden! (pause) Hvorledes vil Fru Inger modtage mig? Vil hun brænde Gaarden af over Hovedet paa os Allesammen i Nat? Vil hun lade en Falddør i Gulvet aabne for at opsluge mig? Eller kanhænde hun nøies med at stikke mig en Kniv i Nakken naar jeg sidder ved Aftensbordet? Sandelig, hun skulde have min Agtelse, dersom hun faldt paa noget Sligt. (lyttende) Naa, der faa vi nok snart at see –
5te Scene
Niels Lykke. Fru Inger (fra Riddersalen).
FRU INGER
Jeg byder Eder min Hilsen, Herr Ridder!
NIELS LYKKE
Ah, Østeraads Frue!
NIELS LYKKE
Ikke mere end min Skyldighed; jeg havde Grunde til at formode, at mit Komme vilde overraske Eder.
FRU INGER
I Sandhed, Herr Ridder! deri har I ikke taget Feil; jeg havde
HIS: 66
visselig mindst af Alle ventet at see Niels Lykke som Gjæst paa Østeraad.
NIELS LYKKE
Og endnu mindre havde I ventet, at han skulde komme som Ven?
FRU INGER
NIELS LYKKE
Tillad, Fru Inger! i det Punkt komme vi neppe til Enighed, thi I tager ikke med i Beregningen hvad jeg ved samme Leilighed tabte. Mine Hensigter vare ærlige, jeg var træt af mit ubundne Liv, – jeg har levet mig tilbunds i Livet, skal jeg sige Eder; jeg var dengang tredive Aar gammel, jeg trængte til at faa en Hustru, ung, fager og from; læg saa dertil den Lykke at blive Fru Inger Gyldenløves Svigersøn –
FRU INGER
NIELS LYKKE
I truer mig, Fru Inger? Jeg har rakt Eder min Haand til Forsoning, I vægrer Eder ved at modtage den; der er da altsaa fra nu af Krig mellem os?
HIS: 67
FRU INGER
stolt
NIELS LYKKE
NIELS LYKKE
FRU INGER
Tillad, Herr Ridder! For min Færd staar jeg Ingen til Regnskab uden Gud og mig selv; hvis det derfor behager Eder, saa lader I mig vide, hvad der fører Eder hid.
NIELS LYKKE
Strax, Fru Inger! Hensigten med min Sendelse hertil Landet kan vel ikke være Eder ubekjendt.
FRU INGER
Jeg kjender det Hværv, man almindeligvis tillægger Eder. Det
HIS: 68
er vor Konge af Vigtighed at vide, hvorledes han staar sig med den norske Adel.
NIELS LYKKE
Ganske vist!
FRU INGER
Det er altsaa derfor I gjæster Østeraad?
NIELS LYKKE
Forendeel derfor; dog kommer jeg ingenlunde for at kræve nogen mundtlig Forsikring af Eder.
FRU INGER
Nuvel!
NIELS LYKKE
Hør mig, Fru Inger! I sagde selv fornylig, at Eders Stilling er vanskelig; I staar mellem to Partier, som begge kun halvveis vove at forlade sig paa Eder. Eders egen Fordeel maa nødvendigviis knytte Jer til os; til de Misfornøiede er I derimod bunden ved Landsmandsskabet, og – hvem veed, maaskee ogsaa ved et eller andet hemmeligt Baand.
FRU INGER
afsides
Hemmeligt Baand! – Christ! skulde han vide –!
NIELS LYKKE
afsides
HIS: 69
FRU INGER
I Eders Magt siger I?
NIELS LYKKE
Først og fremst, Fru Inger! maa jeg bede Eder ikke at lægge nogen Vægt paa de letsindige Ord, jeg fornylig lod falde. Tro ikke, jeg noget Øieblik har tabt af Tankerne den Gjæld, jeg staar i til Eder. Sæt, at det længe havde været min Agt, saavidt muligt, at gjøre godt igjen, hvad jeg har forbrudt; sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne Sendelse herop.
FRU INGER
Forklar Eder nøiere, Herr Ridder! Jeg forstaar Eder ikke.
NIELS LYKKE
Jeg tager maaskee ikke Feil, naar jeg formoder, at I ligesaa godt som jeg kjender de Uroligheder, der true med at bryde løs i Sverige. I veed, eller I aner ialfald, at disse Uroligheder have et større Maal end det, man almindeligvis tillægger dem, og I vil derfor begribe, at vor Konge ikke roligt kan see Begivenhederne gaa deres egen Gang, ei sandt?
de Uroligheder, der true med at bryde løs i Sverige. I veed, eller I aner ialfald, at disse Uroligheder have et større Maal end det, man almindeligvis tillægger dem, og I vil derfor begribe, at vor Konge ikke roligt kan see Begivenhederne gaa deres egen Gang, ei sandt?
FRU INGER
Bliv ved!
NIELS LYKKE
forskende, efter en Pause
FRU INGER
afsides
Hvor vil han hen?
HIS: 70
NIELS LYKKE
Det Tilfælde nemlig, at der i Sverige skulde findes en Mand, som paa Grund af sin Byrd havde Krav paa at kaares til Folkets Styrer.
FRU INGER
undvigende
NIELS LYKKE
smilende
Søge? Manden er allerede funden!
FRU INGER
afsides
Ha, skulde han vide –? Nei, nei, umuligt!
NIELS LYKKE
FRU INGER
forfærdet
Hellige Frelser! saa veed I da –?
NIELS LYKKE
studsende
Fat Eder, min Frue! og lad mig tale tilende. Denne unge Mand har hidtil levet stille hos sin Moder, Steen Stures Enke.
HIS: 71
NIELS LYKKE
Nu derimod er han traadt aabenlyst frem; i Dalarne har han vist sig som Bøndernes Leder; deres Antal voxer med hver Dag, og, som I maaskee veed, finder de Venner blandt Almuen paa denne Side af Grændsefjeldene.
FRU INGER
der imidlertid har fattet sig
Herr Ridder! I nævner alle disse Begivenheder med fuld Forvisning om at jeg kjender dem; hvad Grund har jeg givet Eder til at formode Sligt? Jeg veed Intet og ønsker ikke at vide Noget; det er min Agt at leve roligt indenfor mine egne Enemærker, jeg rækker ikke Ufredsstifterne min Bistand, men regn heller ikke paa mig, dersom det er Eders Agt at underkue dem.
NIELS LYKKE
dæmpet
Vil I ogsaa forholde Eder uvirksom, ifald det var min Agt at staa dem bi?
FRU INGER
spændt
Hvorledes skal jeg forstaa Jer?
NIELS LYKKE
I har altsaa ikke fattet, hvad jeg den hele Tid har sigtet til? Nuvel, ærligt og ligefrem vil jeg da sige Eder Alt. Vid da, at Kongen og hans Raad tilfulde har indseet, hvorledes der i Længden intet sikkert Fodfæste findes for os i Norge, saalænge Folket tror sig forurettet og undertrykt. Vi have fuldelig begrebet, at en ærlig Forbundsfælle er bedre end en tvungen Undersaat, og vi ønske derfor intet heller, end at kunne løsne de Baand, der igrunden binde os ligesaameget som Eder;
HU: 136
men I vil vist ogsaa indsee, at Nordmændenes Sindelag mod os gjør et saadant Skridt altfor HIS: 72
betænkeligt, saalænge vi ikke have en paalidelig Støtte i Ryggen.
FRU INGER
Nuvel?
NIELS LYKKE
Denne Støtte er nærmest at søge i Sverige; men vel at mærke, ei saalænge Gustav Vasa sidder ved Roret, thi hans Regnskab med Danmark er endnu ikke opgjort og vil vel heller aldrig blive det. En ny Drot derimod, som havde Folket paa sin Side, og som skyldte Danmarks Bistand sin Krone – Nu, I begynder at forstaa mig? Da kunde vi med Tryghed sige til vore norske Brødre: «Tager Eders gamle arvede Rettigheder tilbage, vælger Eder en Styrer efter eget Tykke, værer vore Venner i Nøden ligesom vi ville være Eders!» Læg ellers vel Mærke til, Fru Inger! at dette Høimod igrunden ikke er saa stort, som det synes, thi I vil selv indsee, at vi, langtfra at svækkes, snarere ville styrkes derved. Og da jeg nu har talt aabenhjertig med Eder, saa lad ogsaa I enhver Mistro fare, altsaa – (bestemt) den Riddersmand fra Sverige, som kom hid en Timestid før jeg –
Drot derimod, som havde Folket paa sin Side, og som skyldte Danmarks Bistand sin Krone – Nu, I begynder at forstaa mig? Da kunde vi med Tryghed sige til vore norske Brødre: «Tager Eders gamle arvede Rettigheder tilbage, vælger Eder en Styrer efter eget Tykke, værer vore Venner i Nøden ligesom vi ville være Eders!» Læg ellers vel Mærke til, Fru Inger! at dette Høimod igrunden ikke er saa stort, som det synes, thi I vil selv indsee, at vi, langtfra at svækkes, snarere ville styrkes derved. Og da jeg nu har talt aabenhjertig med Eder, saa lad ogsaa I enhver Mistro fare, altsaa – (bestemt) den Riddersmand fra Sverige, som kom hid en Timestid før jeg –
FRU INGER
I veed det da allerede?
NIELS LYKKE
Tilfulde! Det er ham jeg søger!
FRU INGER
afsides
Niels Lykke (alene).
NIELS LYKKE
Ret saa, Niels Lykke! ret saa! – nu er Dysten vunden! Sandelig, det kostede mig mindre end jeg havde tænkt, og nu gaar hun uden videre hen for at føre Grev Sture sammen med mig! Tilvisse, jeg maa have talt indtrængende som ud af hendes eget Hjerte; HU: 137
thi da jeg første Gang nævnte Steen Stures Søn, saa jeg tydeligt, hvorledes hun blev greben af Angst og var nærved at segne om. Er Fru Inger troskyldig gaaet i Fælden, saa vil vel ikke Niels Sture gjøre Vanskeligheder; han skal jo kun være en Dreng endnu, ham vil det ikke falde svært at blænde. Med mit Løfte om Bistand drager han afsted, uheldigvis snappes han op paa Veien og det hele Forehavende er kvalt. Er nu Alting forsaavidt gaaet godt, saa kan det heller ikke skade at gaa et Skridt videre og virke lidt for os selv; man kunde gjerne lade et eller andet Ord falde om at den unge Grev Sture har været her, at en dansk Udsending har havt en hemmelig Sammenkomst med Fru Inger, at, som Følge heraf, Junker Niels blev snappet op af sine Forfølgere tæt udenfor Østeraads Porte. Inger Gyldenløves Anseelse hos Almuen være saa stor den vil, mod et saadant Stød skal den have svært for at staa sig. – Men, alle Djævle! om jeg havde forregnet mig! Om Fru Inger skulde have anet Uraad – kanhænde han allerede i dette Øieblik er smuttet os af Hænderne! – Ah, nei, det har ingen Nød, der komme de nok!Niels Lykke. Fru Inger og Olaf Skaktavl (fra Riddersalen).
FRU INGER
til Niels Lykke
Her bringer jeg den I venter.
NIELS LYKKE
afsides
For Helvede! Hvad skal det sige?
FRU INGER
Jeg har sagt denne Riddersmand Eders Navn og hvad I har meddeelt mig.
NIELS LYKKE
Saa? Nu ja – (afsides) Holder hun mig for Nar, eller er det en Misforstaaelse? Jeg tør ikke lade mig mærke med Noget.
FRU INGER
Det kan I vel ikke undres paa, – da I vel veed, hvem han er.
HIS: 75
NIELS LYKKE
Hvem han er? Javist veed jeg – (afsides) Djævelen maa vide det og ikke jeg.
SKAKTAVL
til Niels Lykke
Men eftersom det er Peder Kantsler, der har stævnet os begge hid til dette Møde, saa –
NIELS LYKKE
afsides
Peder Kantsler? Hvad kan han mene?
SKAKTAVL
Ja, kort og godt, saa gider jeg ikke bryde mit Hoved med at gruble.
NIELS LYKKE
Nei, det er Ret. Lad os for Alting ikke det.
SKAKTAVL
Jeg gaar heller lige løs paa Sagen. Siig mig derfor hvad Ærinde I har at bringe mig?
NIELS LYKKE
Javist, nu er jeg just lige ved det.
SKAKTAVL
Peder Kantsler nævnte Noget om Papirer, som –
NIELS LYKKE
Papirerne? Naa ja!
SKAKTAVL
I har dem altsaa hos Jer?
HIS: 76
NIELS LYKKE
Naturligviis! (afsides, ladende som om han søger dem) Hvad Djævelen griber jeg til? Det bedste var maaskee at røbe Misforstaaelsen; dog nei, her tør være Opdagelser at gjøre. (høit) Ah, jeg seer Fru Inger lader Aftensmaaltidet anrette; ved Bordet kunde vi tale om vore Anliggender.
SKAKTAVL
Godt, som I vil.
Huuskarlene have imidlertid dækket Bordet og tændt Lamperne i Riddersalen.
NIELS LYKKE
afsides
Saa vinder jeg Tid og kan komme efter hvordan Sagerne staar. (høit) Og imidlertid kunde vi faa at vide, hvad Andeel Fru Inger agter at tage i vort Forehavende.
FRU INGER
Jeg? Ingen!
NIELS LYKKE og SKAKTAVL
Ingen?
Kan det undre Eder, mine ædle Herrer! at jeg ikke vover mig ind i en Leg, hvori Alt sættes paa Spil, saameget mere da ingen af mine Forbundsfæller vover at forlade sig trygt paa mig.
NIELS LYKKE
Denne Bebreidelse rammer ikke mig; jeg tror Eder blindt, derom beder jeg Eder være forsikret.
HIS: 77
SKAKTAVL
Hvem skulde turde bygge paa Eder, naar det ikke var Eders Landsmænd?
FRU INGER
Sandelig, denne Tiltro glæder mig! (gaar hen til et Skab i Baggrunden og fylder to Bægere med Viin)
NIELS LYKKE
afsides
Fordømt, om hun skulde trække sig tilbage. Indlader hun sig med Ufredsstifterne, er hun i vor Magt.
FRU INGER
rækker hver af dem et Bæger
NIELS LYKKE
kaster Bægeret
Ha, jeg er forgiftet!
SKAKTAVL
paa samme Tid, idet han griber efter sit Sværd
Død og Helvede! har I myrdet mig!
FRU INGER
leende til Skaktavl, idet hun peger paa Niels Lykke
De Forrige. Eline fra Venstre.
ELINE
Vaabenlarm og Støi – hvad er paafærde?
FRU INGER
til Niels Lykke
Min Datter Eline!
NIELS LYKKE
afsides
Eline? Saaledes havde jeg ikke tænkt mig hende!
FRU INGER
til Eline
Mit Barn! denne Ridder er –
ELINE
seer fremdeles ufravendt paa ham
Behøves ikke – jeg seer, hvad han hedder; det er Niels Lykke!
NIELS LYKKE
sagte til Fru Inger
Hvorledes, hun kjender mig? Skulde Lucia –? Skulde hun vide –?
FRU INGER
Stille! hun veed Intet!
HIS: 79
ELINE
afsides
Jeg vidste det, saaledes maatte Niels Lykke see ud!
NIELS LYKKE
til Eline
Forlad mig, Herr Ridder! den er plukket i min egen Urtegaard og der voxer ingen Blomst for Eder!
NIELS LYKKE
idet han byder hende sin egen Bouket
ELINE
der mechanisk har taget Blomsterne
Og var det end Danmarks Kongekrone I rakte mig, – før jeg deelte den med Eder, før krystede jeg den sønder mellem mine Hænder og slængte Stumperne for Eders Fod!
Hun kaster Blomsterne for hans Fødder og gaar ind i Riddersalen.
SKAKTAVL
for sig selv
Kjæk som Inger Gyldenløve ved Knud Alfsøns Baare!
HIS: 80
FRU INGER
sagte; efter vexelvis at have betragtet Eline og Niels Lykke
Ulven kan tæmmes; det gjælder at smede Lænken færdig.
HIS: 81
FRU INGER TIL ØSTERAADHISTORISK DRAMA I 5 AKTER
Riddersalen. Et høit Buevindu i Baggrunden; et mindre i Forgrunden til Venstre; flere Døre paa begge Sider; Taget støttes af tykke, fritstaaende Træstolper, der, ligesom Væggene, ere behængte med alle Slags Vaabenstykker; Billeder af Riddere og Fruer hænge rundtomkring; under Loftet en stor, brændende Lampe. I Forgrunden til Høire et gammeldags udskaaret Høisæde. Midt i Salen et dækket Bord med Levningerne af Aftensmaaltidet.
1ste Scene
ELINE
kommer langsomt og drømmende fra Venstre; hendes stumme Spil udtrykker, hvorledes hun i Tankerne gjennemlever Optrinet fra forrige Akt; tilsidst gjør hun en voldsom Bevægelse, ligesom da hun kastede Bouketten, og siger derpaa med dæmpet Stemme
Og saa samlede han Stumperne af Danmarks Kongekrone – Blomsterne var det; og – (efter en Pause) «Guds hellige Blod, hvor hun er stolt og fager!» Havde han hvisket disse Ord i den lønligste Krog, tusinde Mile fra Østeraad, – jeg havde hørt dem alligevel! Hvor jeg hader ham, hvor jeg altid har hadet ham, denne Niels Lykke! Fra jeg var et tiaars Barn har huer ham længer.» Og det er til ham min Moder vilde byde mig frem; det er til ham, hun tænkte at sige: Gjør min Datter til Din Hustru, og jeg giver Dig Gods og Guld til Vederlag. – Hvor jeg hader ham! De siger, at Niels Lykke er anderledes end andre Mænd; det er ikke sandt, der er intet Sælsomt ved ham, der er Mange, Mange som han! Naar Bjørn fortalte mig Eventyr, da saae alle hans Helte ud som
HIS: 82
jeg hørt ham nævne. «Ingen anden Mand er som han», har de sagt mig; «han agter Kvinden kun som et Legetøi, han slænger hende bort, naar hun ikke huer ham længer.» Og det er til ham min Moder vilde byde mig frem; det er til ham, hun tænkte at sige: Gjør min Datter til Din Hustru, og jeg giver Dig Gods og Guld til Vederlag. – Hvor jeg hader ham! De siger, at Niels Lykke er anderledes end andre Mænd; det er ikke sandt, der er intet Sælsomt ved ham, der er Mange, Mange som han! Naar Bjørn fortalte mig Eventyr, da saae alle hans Helte ud som HU: 122
Niels Lykke, naar jeg sad eensom her i Riddersalen og drømte Krøniker, og mine Riddere kom og gik, da var de Allesammen som Niels Lykke! Hvor det er forunderligt og hvor det er godt at hade; det fattede jeg først tilfulde, da jeg i Kvæld stod lige over for ham; nei, ikke for tusinde Aars Liv vilde jeg sælge de Øieblikke, jeg har levet siden jeg saae ham! – «Guds hellige Blod, hvor hun –» (gaar langsomt mod Baggrunden, aabner Vinduet og seer ud)
2den Scene
Eline. Niels Lykke fra Høire. Han bærer endnu Blomsterne ved Brystet.
NIELS LYKKE
for sig selv
«Sov vel paa Østeraad, Herr Ridder!» sagde Inger Gyldenløve, da hun reiste sig fra Bordet og lod mig alene. Sov vel – ja, det er snartnok sagt, men derudenfor – Himmel og Hav i Oprør, nedenunder i Gravkjælderen det unge Blod paa Baaren, to Rigers Fremtid i min Haand, og paa mit Bryst en vissen Blomsterkost, som en Kvinde har slængt for mine Fødder; sandelig, jeg frygter stærkt for, at Søvnen vil melde sig noget seent. (bemærker Eline, der forlader Vinduet og vil gaa ind til Venstre)
det unge Blod paa Baaren, to Rigers Fremtid i min Haand, og paa mit Bryst en vissen Blomsterkost, som en Kvinde har slængt for mine Fødder; sandelig, jeg frygter stærkt for, at Søvnen vil melde sig noget seent. (bemærker Eline, der forlader Vinduet og vil gaa ind til Venstre)
HIS: 83
Der er hun; det stolte Øie lader tankefuldt; ah, hvis jeg turde vove – (høit) Jomfru Eline!
NIELS LYKKE
I feiler; jeg forfølger Eder ikke; jeg er selv forfulgt.
ELINE
Er I?
NIELS LYKKE
Af mangehaande Tanker; derfor gaar det med Søvnen som med Eder, den flyr mig!
NIELS LYKKE
smilende
Et Hav i Storm? Det kan jeg ogsaa finde hos Eder.
NIELS LYKKE
Vort første Møde har forvisset mig derom.
ELINE
Og I besværer Eder derover?
HIS: 84
NIELS LYKKE
Nei, ingenlunde; men jeg ønskede dog at see Eder mildere stemt.
ELINE
stolt
Tror I, det vil lykkes Eder?
NIELS LYKKE
Jeg er vis derpaa; thi jeg bringer Eder et kjærkomment Budskab.
ELINE
Og hvilket?
NIELS LYKKE
Mit Farvel!
ELINE
nærmer sig
Eders Farvel? I forlader Østeraad?
NIELS LYKKE
Endnu i Nat!
ELINE
synes et Øieblik tvivlraadig med sig selv og siger derpaa koldt
Saa tag min Hilsen, Herr Ridder! (bøier sig og vil gaa)
NIELS LYKKE
HIS: 85
ELINE
Jeg hører Eder, Herr Ridder!
NIELS LYKKE
Jeg veed, I hader mig!
ELINE
Eders Klarsyn er usvækket, som jeg mærker.
NIELS LYKKE
ELINE
Nok muligt, jeg har ikke læst dem.
NIELS LYKKE
Men Indholdet er Eder idetmindste ikke ubekjendt; jeg veed Eders Moder har ikke ladet Eder blive i Uvidenhed derom; I veed, jeg priste den Mand heldig, der kaaredes til Fru Ingers Svigersøn; I veed, hvad Haab jeg nærede –
ELINE
Herr Ridder! Hvis det er derom I agter at tale, saa –
NIELS LYKKE
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min Færd, ikke af andre Grunde, det svær
HU: 124
ger jeg Eder. Hvis mit Rygte, som jeg har Grund til at formode, er naaet til Eder, forinden jeg selv fremstillede mig paa Østeraad, saa maa I ogsaa kjende mit HIS: 86
Liv tilstrækkeligt til ikke at forundre Eder over, at jeg i deslige Sager gaar noget dristigt tilværks. Jeg har kjendt mange Kvinder, Eline Gyldenløve! men ingen af dem har givet mig Anledning til at klage over Ubarmhjertighed. Under slige Omstændigheder, seer I, bliver man noget magelig; man kommer ud af Vanen med at betjene sig af Omveie –
ELINE
Jeg kjender ikke de danske Kvinder, men I havde ingen Grund til at holde os for at være af samme Malm som hine.
NIELS LYKKE
smilende
Forlad mig, Jomfru Eline! jeg havde Grund dertil.
ELINE
Har I da forhen været i Norge?
NIELS LYKKE
med let Forvirring
I Norge? Nei vist ikke, men desuagtet –
ELINE
Nu, ligegodt. I feiler forøvrigt, naar I mener, at det er Eders Brev, der har vakt mit Hjertes Had og Bitterhed mod Eder; jeg havde ældre Grunde.
NIELS LYKKE
urolig
Ældre Grunde? Hvad mener I?
ELINE
Det er som I sagde, – Eders Rygte er gaaet forud for Eder selv til Østeraad som over det hele Land; og hvor Eders Navn nævntes, der nævntes det altid sammen med en Kvinde, som I havde besnæret og forladt. Jeg foragtede hine svagsindede
HIS: 87
Skabninger, der lod sig daare af Eders glatte Ord; men jeg er stolt, Niels Lykke! og det krænkede mig inderst i Sjælen at vide mit Kjøn saa bitterligen forhaanet af en Mand, hvis Priis lød i Alles Munde; allerede dengang avledes mit Had til Eder, ideligen stod I for mine Tanker og jeg følte en brændende Higen efter at stilles Ansigt til Ansigt med Eder, for at I skulde vide, at der gives KvinHU: 125
der, hos hvem Eders smidige Tale er spildt, dersom I agter at bruge den.
NIELS LYKKE
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter hvad Rygtet har sagt Eder; muligt, at der er Sandhed i Alt, hvad I har hørt, men Grundene dertil kjender I ikke. Som syttenaarig Junker begyndte jeg min lystige Færd; jeg har levet femten Aar siden den Tid; mangen Blomst har jeg plukket, men endnu flere har de fagre Kvinder frivillig skjænket mig; I er den Første, der foragteligt slængte dem for mine Fødder. Tro ikke, at jeg beklager mig, nei tvertimod, jeg ærer Eder derfor saaledes som jeg endnu aldrig har æret nogen Kvinde, men hvad jeg klager over er, at Skjæbnen ikke tidligere har ført mig Eder imøde. (med stigende Varme) Eline Gyldenløve! Eders Moder har fortalt mig om Eder, – medens Livet gik sin urolige Gang fjernt herfra, da vandrede I paa det eensomme Østeraad stille med Eders Digten og Eders Drømme; see, derfor vil I forstaa, hvad jeg har at sige Eder. Viid da, at ogsaa jeg levede saaledes medens jeg endnu var Dreng; det er fra den Tid jeg eier mine fagreste Minder; jeg tænkte mig, at naar jeg traadte ud i den store vide Verden, da vilde jeg der møde en ædel og herlig Kvinde, hvis Kjærlighed skulde gjøre mig stærk og vise mig Veien til et berømmeligt Maal. (med Overgang i Stemmen) Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Ungdomshaabet er en skammelig Bedrager, ligesaa falsk som Rygtet har skildret Eder Niels Lykke selv. Endnu forinden jeg var bleven Mand tilhobe som Skabninger, der kun fortjente at besnæres og forlades, og det har jeg ogsaa ærligt gjort. (heftigere) Er det da min Skyld? Hvorfor vare ikke de Andre, ligesom I? Jeg veed Eders Fædrelands Skjæbne hviler Eder falsk som Havskummet; nok muligt, men er han det, da har Kvinden lært ham at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad jeg søgte, havde jeg tidligere truffet en Kvinde, stolt, ædel og høisindet som I, da var min Bane blevet en heel anden, da havde jeg fulgt min Ungdoms Kald til at stride med bedre Vaaben; kanhænde, at jeg da i dette Øieblik havde staaet ved Eders Side som et ædelt Folks Talsmand; thi en Kvinde er det Mægtigste i Verden, og først ved hende bliver Manden tilfulde, hvad han er istand til at blive.
HIS: 88
havde jeg grundigen lært at foragte Eders letfærdige Kjøn og at skatte dem Alle tilhobe som Skabninger, der kun fortjente at besnæres og forlades, og det har jeg ogsaa ærligt gjort. (heftigere) Er det da min Skyld? Hvorfor vare ikke de Andre, ligesom I? Jeg veed Eders Fædrelands Skjæbne hviler Eder HU: 126
tungt paa Sinde, I kjender den Andeel jeg har i Forholdene; – der siges Niels Lykke er falsk som Havskummet; nok muligt, men er han det, da har Kvinden lært ham at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad jeg søgte, havde jeg tidligere truffet en Kvinde, stolt, ædel og høisindet som I, da var min Bane blevet en heel anden, da havde jeg fulgt min Ungdoms Kald til at stride med bedre Vaaben; kanhænde, at jeg da i dette Øieblik havde staaet ved Eders Side som et ædelt Folks Talsmand; thi en Kvinde er det Mægtigste i Verden, og først ved hende bliver Manden tilfulde, hvad han er istand til at blive.
ELINE
for sig selv
NIELS LYKKE
efter forskende at have betragtet hende
Hvor ofte har I vel ikke siddet her paa Østeraad eensom med Eders vexlende Tanker; da er det blevet Eder trangt om Brystet, Loft og Vægge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget Eders Sind; da har I længtes udad, da har det lystet Eder at flyve langt herfra, uden at I selv vidste hvorhen. Hvor ofte har I ikke vandret eensom ved Fjorden, I har eiet en Verden i Eders Drømme, en Verden, saa fager og rig, som kun Tanken mægter at skabe den; men den har ikke været Eder nok, – en prægtig Snekke med Riddere og Damer, med Sang og Strengeleg er gleden Eder forbi langt derude, et dunkelt Rygte om store Begivenheder er naaet til Eder, – da har I følt fattedes Eder; I har stundom meent det var Eders Fædrelands Lod, der fyldte Eder med alle de urolige Tanker; I bedrog Eder selv, en syttenaarig
Strengeleg er gleden Eder forbi langt derude, et dunkelt Rygte om store Begivenheder er naaet til Eder, – da har I følt HIS: 89
en Higen i Eders Bryst, en ubetvingelig Længsel efter at vide, hvad der var hiinsides Søen og de fjerne Bjerge. Men I har ikke forstaaet, hvad der fattedes Eder; I har stundom meent det var Eders Fædrelands Lod, der fyldte Eder med alle de urolige Tanker; I bedrog Eder selv, en syttenaarig HU: 127
Jomfru har Andet at gruble over. Eline Gyldenløve! Har I aldrig tænkt Eder hemmelige Kræfter i Naturen, er der aldrig faldet Eder ind, at der gives en stærk og uforklarlig Magt, som knytter Menneskenes Skjæbner til hinanden? Naar I drømte om det brogede Liv derude i den vide Verden, naar I drømte om Ridderspil og lystige Fester, saa I da aldrig i Eders Drømme en Ridder, der stod med Smiil paa Læben og med Bitterhed i Hjertet midt i den lystige Færd, en Ridder, der engang havde drømt fagert som I, om en Kvinde, ædel og herlig, og som han forgjæves søgte blandt alle dem, der omgav ham?
ELINE
NIELS LYKKE
Hvad jeg har sagt Eder har jeg læst i Eders Øine.
ELINE
Aldrig har nogen Mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt forstaaet Eder og dog – Alt, Alt synes mig forandret siden – Nu begriber jeg først, hvorfor de sagde, at Niels Lykke er anderledes end de Andre.
HIS: 90
NIELS LYKKE
Der er en Ting i Verden, som kunde forstyrre et Menneskes Tanker, naar vi gruble derover, og det er Tanken om, hvad der kunde skeet, hvis Alt havde føiet sig saa eller saa. Havde jeg mødt Eder paa min Vei, medens mit Livstræ endnu var grønt og frodigt, saa havde I maaskee i denne Stund siddet som – Men tilgiv mig, min ædle Jomfru! disse faa Minuters Samtale har bragt mig til at glemme vor gjensidige Stilling, det var som om en lønlig Stemme fra først af havde sagt mig, at med Eder kunde jeg tale aabent uden Smiger og uden Forstillelse.
NIELS LYKKE
Nuvel, og denne Aabenhjertighed har maaskee allerede saa halvt om halvt forsonet os med hinanden; ja, jeg er endnu dristigere i mit Haab, kanhænde den Tid endnu kan komme, da I vil mindes den fremmede Ridder uden Had og uden Bitterhed i Sjælen. Nu, nu, misforstaa mig ikke, jeg mener ikke nu strax, men engang, senere hen i Tiden; og for at gjøre Eder dette mindre svært, og da jeg engang er begyndt at tale aabenhjertigt og ligefrem med Eder, saa lad mig sige Jer –
ELINE
Herr Ridder!
NIELS LYKKE
smilende
Ah, jeg mærker, at mit Brev endnu sætter Eder i Skræk; men vær I fuldkommen rolig; jeg kunde give Tusinder til, dersom det var uskrevet, thi – ja, da jeg veed det just ikke vil gjøre Eder synderlig ondt at høre, saa kan jeg jo ligesaagodt sige det ligeud; jeg elsker Eder ikke og vil aldrig komme til at ingensinde gjøre Forsøg paa at – men hvad fattes Eder?
HIS: 91
elske Eder. Vær I derfor, som sagt, fuldkommen tryg, jeg skal ingensinde gjøre Forsøg paa at – men hvad fattes Eder?
ELINE
Mig? Intet! Intet! – – Siig mig kun Eet, hvad vil I med disse Blomster?
NIELS LYKKE
Disse? Er det ikke Stridshandsken, som Eders fortørnede Kjøn gjennem Eder har tilkastet Niels Lykke? Naar jeg atter sidder mellem de fagre Fruer i Danerkongens Gaard, naar Strengelegen tier og der er Stilhed i Salen; da vil jeg tage mine Blomster frem og fortælle et Eventyr om den unge Kvinde, der sidder eensom i den mørke Bjelkehal fjernt i Norden. (afbrydende, idet han ærbødigt bøier sig) Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder Husets ædle Datter. Vi sees ikke mere, thi endnu før Daggry er jeg afsted; jeg byder Eder altsaa mit Farvel.
Stridshandsken, som Eders fortørnede Kjøn gjennem Eder har tilkastet Niels Lykke? Naar jeg atter sidder mellem de fagre Fruer i Danerkongens Gaard, naar Strengelegen tier og der er Stilhed i Salen; da vil jeg tage mine Blomster frem og fortælle et Eventyr om den unge Kvinde, der sidder eensom i den mørke Bjelkehal fjernt i Norden. (afbrydende, idet han ærbødigt bøier sig) Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder Husets ædle Datter. Vi sees ikke mere, thi endnu før Daggry er jeg afsted; jeg byder Eder altsaa mit Farvel.
NIELS LYKKE
I er atter saa tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter Eders Fædrelands Skjæbne, der nager Eder?
ELINE
hovedrystende, idet hun adspredt stirrer hen for sig
Mit Fædreland? Jeg tænker ikke paa mit Fædreland!
NIELS LYKKE
Saa er det Tiden med al dens Kamp og Nød, der ængster Eder.
HIS: 92
ELINE
Tiden? Den glemmer jeg nu. – I gaar til Danmark, var det ikke saa I sagde?
NIELS LYKKE
Jeg gaar til Danmark!
ELINE
Kan jeg see mod Danmark herfra Salen?
NIELS LYKKE
pegende paa Vinduet til Venstre
Ja, fra dette Vindu. Hist mod Syd ligger Danmark.
ELINE
Og er det langt herfra, – mere end hundrede Mile?
NIELS LYKKE
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og Eder.
ELINE
halvt for sig selv
3die Scene
Niels Lykke (alene).
NIELS LYKKE
Hvis jeg vilde ofre to Dage derpaa, eller blot een, saa var hun i min Vold ligesaagodt som alle de Andre. Der er ellers et sjeldent Stof i denne unge Kvinde; hun er stolt; skulde jeg virkelig beslutte mig til – nei, heller ydmyge hende; Kvindens bedste Seiersfryd er at beseires, det under jeg hende ikke. (efter en sat mit Blod i Hede, hun har slaaet fastere Rødder i mit Sind end jeg herefterdags havde tænkt mig muligt; men ligemeget, jeg rykker hende op med Roden; det er den høie Tid, at jeg tænker paa at klare mig ud af al den ha! jeg kunde fristes til at give mig den første, den bedste Djævel i Vold, der skaffede mig Kløerne i Grev Sture. Hvad nu!
HIS: 93
Pause) Sandelig tror jeg ikke, at hun har sat mit Blod i Hede, hun har slaaet fastere Rødder i mit Sind end jeg herefterdags havde tænkt mig muligt; men ligemeget, jeg rykker hende op med Roden; det er den høie Tid, at jeg tænker paa at klare mig ud af al den HU: 130
Vildrede, jeg her har rodet mig ind i. (sætter sig i en Stol til Høire) Jeg formaar neppe at overskue Sagernes sande Stilling; lad see – baade Skaktavl og Inger Gyldenløve synes blinde for den Mistro, de udsættes for, naar det rygtes, at jeg er med i Forbundet. Eller skulde Fru Inger virkelig have fattet min Hensigt, skulde hun have forstaaet, at mine Løfter kun vare beregnede paa at lokke Niels Sture frem af sit Smuthul? (springer op) Fordømt! hvad skal jeg i saa Fald gribe til? Er jeg virkelig selv bleven narret? Det er høist rimeligt, at Grev Sture slet ikke findes paa Østeraad, kanhænde, at Rygtet om hans Flugt kun har været en Krigslist og at han i dette Øieblik sidder velbeholden blandt sine Venner, medens jeg – (gaar heftig op og ned af Gulvet) At jeg ogsaa skulde være saa sikker i min Sag; havde jeg Grev Sture her, saa var han inden en Time i Forvaring, dermed var det hele Forehavende kvalt og jeg var følgelig løst fra mine Løfter; men nu derimod – Seent eller tidligt vil Fru Inger gjennemskue mine Hensigter, hun vil naturligvis ikke lægge Dølgsmaal paa min Færd, og saa staar jeg der til Spot for hele Landet; istedetfor at lokke Fru Inger i Fælden, har jeg gavnet hendes Sag paa det Bedste, hendes Gunst hos Almuen vil stige, og – ha! jeg kunde fristes til at give mig den første, den bedste Djævel i Vold, der skaffede mig Kløerne i Grev Sture. Hvad nu!Vinduet i Baggrunden stødes op; Niels Steenssøn viser sig udenfor.
Niels Lykke. Niels Steenssøn.
STEENSSØN
idet han springer ned paa Gulvet
Naa, endelig er jeg her da!
NIELS LYKKE
afsides
Hvad skal dette sige?
STEENSSØN
Ja, hvad Djæv’len skulde jeg gjøre. Porten var jo lukket; her paa Gaarden maa nok Folk have en Søvn som Bjørnen ved Juletider.
STEENSSØN
Ja, det maa saa være; for Alt hvad jeg hamrede og dundrede, saa –
NIELS LYKKE
Saa slap I dog ikke ind.
HIS: 95
STEENSSØN
NIELS LYKKE
afsides
Ah, for Djæv’len! der falder mig Noget ind; skulde det være – (høit) Saa det er Eder da saa magtpaaliggende at komme til Østeraad i Nat?
STEENSSØN
Om det er? Ja, det skulde jeg mene; jeg lader nødig vente paa mig, skal jeg sige Eder.
NIELS LYKKE
afsides
Jeg giver mit Liv paa, at det er Niels Sture. (høit) Saa Fru Inger venter Eder altsaa?
STEENSSØN
NIELS LYKKE
afsides
Ganske rigtig, her har vi Manden!
STEENSSØN
Siig mig, hører I til Huset?
NIELS LYKKE
Jeg? Ja, forsaavidt som jeg fra iaftes er Fru Ingers Gjæst.
HIS: 96
STEENSSØN
afsides
NIELS LYKKE
afsides
Her gjælder det at famle sig frem; dersom han ligesom Skaktavl kun er halvveis underrettet, saa kunde jeg lokke Adskilligt ud af ham. (høit)
stedes for Husets Frue; thi, saavidt jeg veed, er hun endnu ikke gaaet tilsengs. Men nu kan I jo imidlertid sætte Jer ned og hvile Eder ud saalænge. See, her er endnu en Flaske Viin tilovers, lidt at spise finder I vel ogsaa. Nu, tag for Eder, I kan trænge til at styrke Jer.
HU: 132
Jeg haaber, at I snart vil kunne stedes for Husets Frue; thi, saavidt jeg veed, er hun endnu ikke gaaet tilsengs. Men nu kan I jo imidlertid sætte Jer ned og hvile Eder ud saalænge. See, her er endnu en Flaske Viin tilovers, lidt at spise finder I vel ogsaa. Nu, tag for Eder, I kan trænge til at styrke Jer.
STEENSSØN
I har Ret, Herre! det vilde ikke være saa ilde. (sætter sig ved Bordet og spiser og drikker under det Følgende) Det er jo et Herremandsliv I fører her; naar man, som jeg, har sovet paa den vaade Jord og levet af Brød og Vand i fire, fem Dage –
NIELS LYKKE
betragter ham smilende
Ja, det falder tungt nok, naar man er vant til at sidde til Høibords i grevelige Sale.
STEENSSØN
afsides
Grevelige Sale? Hvad vil han sige med det?
NIELS LYKKE
Men nu kan I jo hvile Eder ud her paa Østeraad saalænge som I lyster.
HIS: 97
STEENSSØN
livligt
Saa, kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke saa snart afsted igjen.
NIELS LYKKE
Ja, jeg veed ikke, det maa I vel selv bedst kunne svare paa.
STEENSSØN
afsides
Au, for Fanden! der bar jeg mig ikke fiint ad. (høit) Ja, seer I, den Ting er endnu ikke saa ganske afgjort; jeg for min Part skulde ikke have Noget imod at slaa mig ned her for det Første, men –
NIELS LYKKE
Men I er ikke i Eet og Alt Eders egen Herre, der gives andre Pligter, andre Hensyn –
STEENSSØN
NIELS LYKKE
afsides
STEENSSØN
Desuden har jeg længe higet efter at see Fru Inger, som der gaar saa stort et Ry af; det er en herlig Kvinde, ikke sandt? Det Eneste, jeg ikke kan finde mig i, er, at hun saa forbandet nødig vil slaa løs.
HIS: 98
NIELS LYKKE
Slaa løs?
STEENSSØN
Nu ja, I forstaar mig nok; jeg mener, at hun saa nødig vil tage en Haand i med for at jage de Fremmede ud af Landet.
NIELS LYKKE
Ja, det har I Ret i, men nu faar I gjøre, hvad I kan, saa gaar det nok.
STEENSSØN
Jeg? Ja, Gud bedre mig saasandt, det skulde stort hjælpe om jeg –
NIELS LYKKE
Da er det dog sælsomt, at I gjæster hende, naar I ikke har bedre Haab.
STEENSSØN
afsides
Det er en underlig Snak. (høit) Hør, kjender I Fru Inger?
NIELS LYKKE
Naturligvis, siden jeg er hendes Gjæst, saa –
STEENSSØN
Ja, derfor er det jo slet ikke sagt, at I kjender hende; jeg er ogsaa hendes Gjæst og har dog aldrig seet saa meget som hendes Skygge engang.
NIELS LYKKE
Men I veed dog at fortælle –
HIS: 99
STEENSSØN
Hvad Hvermand snakker om, ja det er rimeligt. Desuden saa har jeg tidtnok hørt af Peder Kantsler –
Han standser pludseligt og begynder ivrigt at spise.
NIELS LYKKE
I vilde sagt noget Mere.
STEENSSØN
spisende
Jeg? Aa nei, det kan være det Samme.
Niels Lykke leer.
STEENSSØN
Hvoraf leer I, Herre?
NIELS LYKKE
Af Ingenting, Herre!
STEENSSØN
drikker
Det er en herlig Viin I har her paa Gaarden.
STEENSSØN
Masken? Ja, det faar I gjøre som I selv synes. (afsides) Nu kommer han.
HIS: 100
NIELS LYKKE
Saa lad kun al Forstillelse fare; I er kjendt Grev Sture!
STEENSSØN
afsides
Ha, ha, ha! Nu tror han ogsaa, at jeg er Greve. (høit, idet han reiser sig fra Bordet) I feiler Herre! jeg er ikke Grev Sture.
NIELS LYKKE
Virkelig ikke? Hvem er I da?
STEENSSØN
Mit Navn er Niels Steenssøn!
NIELS LYKKE
smilende
Men I er ikke Steen Stures Søn? Navnet slaar ialfald til.
STEENSSØN
Ganske sandt, men Gud maa vide med hvilken Ret jeg bærer det. Min Fader har jeg aldrig kjendt, min Moder var en fattig Bondekone, som blev plyndret og slaaet ihjel i en af de forrige Feider. Peder Kantsler var just dengang ved Haanden, han tog sig af mig, fostrede mig op, og lærte mig Vaabenhaandværket. Som I veed, har han i mange Aar været forfulgt af Kong Gustav og jeg har troligen ledsaget ham, hvor han færdedes.
troligen ledsaget ham, hvor han færdedes.
NIELS LYKKE
afsides
Han er snedigere end jeg havde tænkt mig. (høit) Nu godt, I er altsaa ikke Niels Sture, men I kommer dog fra Sverige, Peder Kantsler har skikket Eder hid for at finde en Fremmed, som –
STEENSSØN
smilende
Som alt er funden.
HIS: 101
NIELS LYKKE
noget usikker
Og som I ikke kjender.
STEENSSØN
Ligesaalidt som I kjender mig; thi jeg sværger Eder ved Gud Fader selv, jeg er ikke Grev Sture.
NIELS LYKKE
Alvorligt, Herre?
STEENSSØN
Saasandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det, hvis saa var?
NIELS LYKKE
Men hvor er da Grev Sture?
NIELS LYKKE
hviskende
Som er Eder bekjendt, ikke saa?
STEENSSØN
nikker
Og som jeg har at meddele Eder.
NIELS LYKKE
Mig? Nu da, hvor er han?
Steenssøn peger opad.
NIELS LYKKE
Deroppe! Fru Inger holder ham skjult paa Loftet?
HIS: 102
STEENSSØN
NIELS LYKKE
Død? Hvor?
STEENSSØN
Paa sin Moders Slot, for tre Uger siden.
NIELS LYKKE
Ah, I bedrager mig; for fem, sex Dage siden drog han over Grændsen ind i Norge.
STEENSSØN
Aa, det har været mig.
NIELS LYKKE
STEENSSØN
Ha, ha, ha! Det var jo ogsaa mig!
NIELS LYKKE
Eder?
STEENSSØN
Nu skal I høre, hvorledes det Hele er gaaet til. En Dag kaldte Peder Kantsler mig for sig og sagde mig, at store Begivenheder vare i Gjære; han bød mig saa skyndsomt jeg kunde, at drage til Østeraad, hvor jeg vilde møde en Fremmed –
HIS: 103
NIELS LYKKE
Rigtig, det er mig!
STEENSSØN
NIELS LYKKE
NIELS LYKKE
Men hvorledes kunde det falde Eder ind, at give Eder ud for Greven?
STEENSSØN
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad veed jeg det; der er falden mig saamangen Galskab ind i mine Dage. Det var forresten ikke mit Paafund, thi hvorsomhelst jeg kom hen i Dalarne, der stimlede Folket sammen og hilste mig som Grev Sture; det hjalp ikke alt hvad jeg sagde dem imod, Greven havde været der for to Aar siden, sagde de, og det mindste Barn kjendte mig igjen. Naa, lad gaa, tænkte jeg, Du bliver aldrig Greve meer i dette Liv, Du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.
hvad veed jeg det; der er falden mig saamangen Galskab ind i mine Dage. Det var forresten ikke mit Paafund, thi hvorsomhelst jeg kom hen i Dalarne, der stimlede Folket sammen og hilste mig som Grev Sture; det hjalp ikke alt hvad jeg sagde dem imod, Greven havde været der for to Aar siden, sagde de, og det mindste Barn kjendte mig igjen. Naa, lad gaa, tænkte jeg, Du bliver aldrig Greve meer i dette Liv, Du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.
HIS: 104
NIELS LYKKE
Nu, og hvad tog I Jer saa videre for?
STEENSSØN
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt; det var kun Skade, at jeg maatte saasnart afsted igjen; men da jeg tog bort – ha, ha, ha – saa lovede jeg dem, at jeg snart skulde komme tilbage med tre, fire tusinde Mand eller Gud veed, hvormange, og saa skulde det rigtig bryde løs.
NIELS LYKKE
Og det faldt Eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?
STEENSSØN
Jo, det faldt mig ind bagefter, men da var det rigtignok for seent.
NIELS LYKKE
Det gjør mig ondt for Eder, min unge Ven, men I vil snart komme til at spore Følgerne af Eders Daarskab. I er forfulgt, Kongens Mænd har sat efter Eder.
STEENSSØN
leende
Efter mig? Ha, ha, ha! Nei, det er prægtigt! Og naar de saa komme og mene, at de har faaet Kløerne i Grev Sture, ha, ha, ha!
NIELS LYKKE
alvorligt
Saa er det ude med Eders Liv.
HIS: 105
STEENSSØN
Mit – jeg er jo ikke Grev Sture.
Men I har kaldt Folket til Vaaben, I har gjort oprørske Løfter og vækket Ufred i Landet.
NIELS LYKKE
Kong Gustav vil see Sagen paa en anden Maade.
STEENSSØN
NIELS LYKKE
Men hvad har I saa videre at sige mig?
STEENSSØN
Jeg? Ingenting! Naar jeg nu bare faar leveret Eder Pakken.
NIELS LYKKE
ubetænksomt
Pakken?
STEENSSØN
Javist, I veed jo –
HIS: 106
NIELS LYKKE
fatter sig
Ah, ja rigtig, Papirerne fra Peder Kantsler.
STEENSSØN
Naturligvis! Se, her ere de. (rækker ham en Pakke, som han har taget frem fra Brystet)
NIELS LYKKE
afsides
Breve og Pergamenter til Olaf Skaktavl. (høit) De ere aabne; saa kjender I vel Indholdet?
STEENSSØN
Nei, jeg læser ikke gjerne Skrift, jeg har mine Grunde.
NIELS LYKKE
Og hvilke?
STEENSSØN
Aa, for det Første den, at jeg aldrig har lært det.
NIELS LYKKE
Nu ja, den Grund er gyldig nok. (gjennemsøger Papirerne) Aha, Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter, hvad der er i Gjære. Denne lille Pakke med Silkesnoren om – (undersøger Udskriften) Ogsaa til Olaf Skaktavl. Skulde jeg –? Jeg veed jo rigtignok allerede hvad jeg behøver at vide, men alligevel, – har jeg nu den hele Kvæld igjennem ageret Eiermanden til alt ha, hvis det var saaledes. (læser videre) «Jeg har fostret ham fra han var aarsgammel, men til denne Dag har jeg stadigen nægtet at give ham tilbage, fordi jeg tænkte mig, at jeg i ham skulde have et sikkert Gidsel for Fru Ingers Troskab mod os og mod vore Venner; men dertil har han kun lidet baadet os. – I vil maaskee forundre Eder over, at jeg ikke betroede Eder denne Hemmelighed dengang I var hos mig her i Sverige, men isaafald vil jeg ærligt tilstaa Eder, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme Øiemed som jeg. Nu derimod, da I er stedet til Møde med Fru Inger og venteligen har forvisset Eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore Anliggender, saa vil I skjønne, at det er klogest, saasnart skee kan, at give hende tilbage, hvad hendes er; vel turde det da hænde sig, at Taknemmeligheden – dette er nu vort sidste Haab.» – Ha, ha! hvilket Brev! det er Guld værd.
HU: 138
dette her, saa tør jeg vel ogsaa – (aabner Pakken og vedbliver, idet han gjennemløber Indholdet) Fra Peder Kantsler, ja det kunde jeg næsten tænke. Han er haardt i Betryk, skriver han, thi – ja, ganske rigtig, her staar det; den unge Junker Sture er gaaen til sine Fædre just i det samme Urolighederne skulde bryde løs. «Men endnu kan der raades Bod paa Alting.» HIS: 107
Hvad nu! (studser og læser videre for sig selv) «I maa da vide, Olaf Skaktavl, at den, der bringer Eder dette Brev, er en Søn af –» Himmel og Jord, læser jeg ogsaa ret; ja, ved Christi Blod, det staar der!
(med et Blik til Niels Steenssøn) Han skulde være – ha, hvis det var saaledes. (læser videre) «Jeg har fostret ham fra han var aarsgammel, men til denne Dag har jeg stadigen nægtet at give ham tilbage, fordi jeg tænkte mig, at jeg i ham skulde have et sikkert Gidsel for Fru Ingers Troskab mod os og mod vore Venner; men dertil har han kun lidet baadet os. – I vil maaskee forundre Eder over, at jeg ikke betroede Eder denne Hemmelighed dengang I var hos mig her i Sverige, men isaafald vil jeg ærligt tilstaa Eder, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme Øiemed som jeg. Nu derimod, da I er stedet til Møde med Fru Inger og venteligen har forvisset Eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore Anliggender, saa vil I skjønne, at det er klogest, saasnart skee kan, at give hende tilbage, hvad hendes er; vel turde det da hænde sig, at Taknemmeligheden – dette er nu vort sidste Haab.» – Ha, ha! hvilket Brev! det er Guld værd.
STEENSSØN
afsides
Jeg har nok bragt ham vigtige Budskaber, kan jeg skjønne; ja, ja, Peder Kantsler har mange Jern i Ilden, siges der.
NIELS LYKKE
afsides
Hvad skal jeg beslutte mig til? Jeg har tusinde Anslag, men de lege Blindebuk i mit Hoved; det Ene snubler over det Andet. (grublende) Ifald
HU: 139
jeg – o nei, hvad vilde det lede til! Men dersom – dersom jeg – ha, ja det var et Indfald! Lykkes det, saa reddes jeg ud af al min Forlegenhed, og Fru Inger er mig vis. Sandelig, jeg vil vove det. (høit) Et Ord, min unge Ven!
HIS: 108
STEENSSØN
nærmer sig
Nu, det lader paa Jer, som om Spillet gaar godt.
NIELS LYKKE
Ja, det skulde jeg mene. Jeg har bare Herrekort paa Haanden, Damer og Knægter og –
STEENSSØN
Men jeg, som har bragt Jer alle disse gode Tidender, har jeg nu ikke mere at bestille?
NIELS LYKKE
I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til Spillet. I er Konge og Trumf ovenikjøbet.
STEENSSØN
Er jeg? Aa ja, nu forstaar jeg Jer; I tænker paa Ophøielsen, som I lovede mig.
STEENSSØN
Jo, dersom Kong Gustavs Folk fik Fingre i mig, spaaede I saa – (gjør Tegn som En, der hænges)
NIELS LYKKE
Sandt nok, men lad ikke det anfægte Jer længer. Det staar nu til Eder selv, om I inden en Maaned skal bære Hampesnoren eller en gylden Kjede om Halsen.
HIS: 109
STEENSSØN
En gylden Kjede? Og det staar til mig selv.
Niels Lykke nikker.
STEENSSØN
Ja, saa maatte Fanden betænke sig længe, men siig mig bare, hvordan jeg skal bære mig ad.
NIELS LYKKE
Det skal jeg; dog først sværge I mig en dyr Ed paa, at intet levende Menneske i den vide Verden skal erfare, hvad jeg betror Eder.
STEENSSØN
Ikke Andet! I skal faa ti Eder om I vil.
NIELS LYKKE
strengt
Alvor, Herre! jeg spøger ikke med Jer!
STEENSSØN
lidt forknyt
Nu ja, ja, jeg er alvorlig!
NIELS LYKKE
I Dalarne kaldte I Eder Grevesøn, ikke saa?
Ei, begynder I nu igjen at skjende for det … Jeg har jo ærligt skriftet for Eder.
HIS: 110
NIELS LYKKE
I forstaar mig ikke. Hvad I dengang sagde var Sandhed!
STEENSSØN
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men saa siig mig da –
NIELS LYKKE
Først Eders Ed, den helligste, den ubrydeligste I kjender.
STEENSSØN
Godt, I skal faa den. Der paa Væggen hænger Jomfru Marias Billede.
NIELS LYKKE
trækker paa Skulderen
STEENSSØN
Fy, hvor vil I agte paa ham; det er jo en Kjætter, siger Peder Kantsler.
NIELS LYKKE
Nu ja, lad os ikke mere strides derom. (afsides) For mig kan rigtignok den ene Ed være ligesaa god som den anden, men jeg maa være sikker paa ham; det er slemme Tider vi leve i, de kjære Helgener er ikke længer at lide paa. (med et Blik paa Niels Steenssøn, idet han seer sig om i Salen) Men for Fanden! han er jo neppe tyve Aar endnu; naar Folk er i den Alder, saa tror de gemeenligen, at der gives Et eller Andet, som er helligt i Verden. Lad mig see, skulde her ikke – (bemærker et Billede, som hænger paa en af Loftstøtterne) Aha, see der, jeg kunde aldrig
gemeenligen, at der gives Et eller Andet, som er helligt i Verden. Lad mig see, skulde her ikke – (bemærker et Billede, som hænger paa en af Loftstøtterne) Aha, see der, jeg kunde aldrig HIS: 111
finde noget Bedre. (høit) Saa sværg mig da Taushed, indtil jeg selv løser Eders Tunge, Taushed, saasandt I haaber Himlens Salighed for Eder selv og for ham, som der hænger afbildet.
STEENSSØN
idet han nærmer sig Billedet
Det sværger jeg! hjælpe mig saasandt Guds hellige Ord. (viger overrasket tilbage) Men Christ i Himlen!
NIELS LYKKE
Hvad nu?
STEENSSØN
Billedet der! det er jo mig selv!
Det er den gamle Steen Sture, saaledes som han i sine yngre Aar gik og stod her i Livet.
STEENSSØN
Steen Sture! – Og Ligheden og – jeg talte Sandhed, da jeg kaldte mig Grevesøn, sagde I, var det ikke saa?
NIELS LYKKE
Saa var det!
STEENSSØN
Ha, jeg har det, jeg har det! Jeg er –
NIELS LYKKE
I er hans Søn, den sidste Ætling af Steen Stures Stamme.
STEENSSØN
med stille Forundring
Jeg Steen Stures Søn!
HIS: 112
NIELS LYKKE
Ogsaa paa Moders Side er I odelsbaaren. Peder Kantsler bedrog Eder, da han sagde, at en fattig Bondekone havde betroet Eder til ham.
STEENSSØN
Sælsomt, sælsomt! Men kan jeg da ogsaa tro –
NIELS LYKKE
STEENSSØN
Glemme det? O nei, det kan I være sikker paa, jeg ikke skal. Men I, som jeg har givet mit Ord, siig mig, hvem er I?
NIELS LYKKE
Mit Navn er Niels Lykke!
STEENSSØN
forundret
Niels Lykke? Den danske Rigsraad?
NIELS LYKKE
Netop!
STEENSSØN
Og I skulde – det var sælsomt! Hvordan kommer I –
NIELS LYKKE
afbrydende
– Til at modtage Budsendelser fra Peder Kantsler? Det undrer Eder nok.
HIS: 113
STEENSSØN
NIELS LYKKE
Og derfor mistror I mig?
STEENSSØN
Nei, det just ikke, men – naa, Fanden maatte gruble!
Deri gjør I ret; følger I Eders eget Hoved, saa er Bastesnoren Eder ligesaa vis, som Grevenavnet og den gyldne Kjede, dersom I forlader Eder paa mig.
STEENSSØN
I Et og Alt, see der er min Haand. Tænk I for mig saalænge det er fornødent; naar det gjælder at slaa løs, saa skal jeg nok klare mig selv.
NIELS LYKKE
Det er godt. Følg mig nu herind i Kammeret, saa skal I faa vide, hvordan Alt hænger sammen og hvad I videre har at gjøre. (gaar ud til Høire)
STEENSSØN
med et Blik til Billedet
Jeg Steen Stures Søn! sælsomt! Hvis jeg bare ikke drømmer.
Han følger efter Niels Lykke.
HIS: 114
HIS: 115
FRU INGER TIL ØSTERAADHISTORISK DRAMA I 5 AKTER
Riddersalen. Spisebordet er borttaget; et mindre Bord staar paa hver Side i Forgrunden.
1ste Scene
Fru Inger (med nogle Papirer i Haanden). Olaf Skaktavl og Bjørn (med en Armstage, som han sætter paa Bordet) komme ind fra Venstre.
FRU INGER
til Bjørn
Og Du er vis paa, at min Datter har talt med Ridderen her i Salen?
BJØRN
Ganske vis. Jeg mødte hende just i det samme hun traadte ud paa Gangen.
FRU INGER
Og hun lod til at være oprørt i Sindet, var det ikke saa?
BJØRN
Hun saa ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte om hun var syg, men istedetfor at svare paa mit Spørgsmaal, sagde hun: Gaa ind til min Moder og siig hende, at Ridderen drager herfra endnu før Dagbrækningen; hvis hun har Brev eller Budskab
HIS: 116
til ham, saa bed hende, at hun ikke forvolder ham noget Ophold; næsten tror jeg, at han allerede har været for længe paa Østeraad.
FRU INGER
Og Ridderen, hvor er han?
BJØRN
Derinde paa sit Kammer, tænker jeg, tværsover Gangen.
FRU INGER
Det er godt. Jeg har her, hvad jeg agter at bringe ham; gaa og siig, at jeg venter ham her i Salen.
Bjørn gaar ud til Høire.
Fru Inger. Olaf Skaktavl.
SKAKTAVL
FRU INGER
Nu?
SKAKTAVL
Som om Niels Lykke var Eders Datter god.
FRU INGER
Da er I nok ikke saa blind endda; thi jeg maatte storligen tage feil, dersom I ikke havde Ret. Mindes I ei, hvor begjærligt han
HIS: 117
ved Aftensbordet lyttede efter det mindste Ord jeg fortalte om Eline?
SKAKTAVL
Han glemte baade Mad og Drikke.
FRU INGER
Og vore hemmelige Anliggender med.
SKAKTAVL
Ja, og det som mere er, Peder Kantslers Papirer, som han skulde bringe mig.
FRU INGER
Og af alt dette slutter I vel –
SKAKTAVL
Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kjender Niels Lykke, og veed, hvad Ry der gaar af ham, fornemmelig i Kvindeveien, saa –
FRU INGER
Saa vil det være mig kjært at vide ham udenfor Porten?
SKAKTAVL
Ja, og det heller idag end imorgen.
FRU INGER
smilende
Nei, lige det Modsatte, Olaf Skaktavl!
SKAKTAVL
Hvordan mener I?
HIS: 118
FRU INGER
Hvis det forholder sig som vi Begge tro, saa maa han ikke for nogen Priis forlade Østeraad for det Første.
SKAKTAVL
FRU INGER
Der er det igjen Eders Kortsynthed, som gjør Eder ubillig mod mig. Lad mig bare komme
ubillig mod mig. Lad mig bare komme HU: 123
til Orde, saa vil jeg forklare Eder det Hele. I tror maaskee det er min Agt at kaare Niels Lykke til Svigersøn? Dersom dette var min Tanke, hvorfor skulde jeg da vægret mig for at tage Deel i de Anslag, som forberedes i Sverige, og som Niels Lykke og hele det danske Parti synes villig til at understøtte.
SKAKTAVL
Men naar ikke det er Eders Agt, hvad er det da I har isinde?
FRU INGER
Det skal jeg med faa Ord forklare Jer. I det Brev, hvori Niels Lykke underrettede mig om, at han vilde gjæste Østeraad, spillede han hen paa noget Sligt, som det I nylig nævnte; om det var saa ganske alvorlig meent, tør jeg rigtignok ikke paastaa, men der er ialfald Grund til at formode det; og for at være ærlig mod Eder, vil jeg ligefrem tilstaa, at jeg virkelig tog Forslaget under Overveielse.
SKAKTAVL
Nu, seer I vel?
HIS: 119
FRU INGER
Vent, vent! At knytte Niels Lykke til min Slægt, var jo en Begyndelse til at forsone de uenige Partier i Landet.
SKAKTAVL
Eders Datter Meretes Giftermaal med Vincents Lunge, synes mig, maatte vise Eder hvad slige Forbindelser lede til. De skaffe Dansken et sikrere Fodfæste i Landet og hjælpe dem til at røve os de Levninger af Friheden, som vi endnu har tilbage.
FRU INGER
Ganske sandt; det oversaa jeg heller ikke, men paa samme Tid gik der mangehaande andre Tanker gjennem mit Sind. Jeg tænkte paa Noget, som jeg ikke kan betro Eder og som heller ikke angaar vore fælles Anliggender, men mig selv alene. Jeg talte til Eline om det Forslag, hvormed Ridderen havde ladet sig forlyde, dog uden at nævne, fra hvem det kom, men hun svarede mig med Bitterhed og Spot; og jeg agter hende derfor; thi anden Gang at kaare en Dansk til
HU: 124
Svigersøn, det er et Middel, som jeg kun i den yderste Nød vil gribe til, og Himlen være lovet, saa vidt er det endnu ikke kommet.
SKAKTAVL
Men naar det forholder sig saadan, hvorfor agter I da at holde ham tilbage paa Østeraad?
FRU INGER
Fordi jeg hader ham; Niels Lykke har krænket mig blodigere end nogen Anden, og jeg faar ikke Ro, førend jeg har taget kløgtig; vel kunde det være muligt, at han engang med sand Kjærlighed i Hjertet traadte frem for mig og begjærede hendes Haand – da, at jage ham væk som en Hund, at dynge Spot og Foragt over ham – ha, jeg kunde give mit Hjerteblod for at opleve en saadan Time!
HIS: 120
Hævn over ham. I forstaar mig ikke? Sæt nu, at Niels Lykke blev min Datter god, og Alt tyder hen paa, at Sligt vel var muligt; sæt, at jeg kunde formaa ham til at blive her for det Første, at han da lærte Eline nøiere at kjende – hun er fager og kløgtig; vel kunde det være muligt, at han engang med sand Kjærlighed i Hjertet traadte frem for mig og begjærede hendes Haand – da, at jage ham væk som en Hund, at dynge Spot og Foragt over ham – ha, jeg kunde give mit Hjerteblod for at opleve en saadan Time!
SKAKTAVL
Haanden paa Hjertet, Inger Gyldenløve! det er altsaa Eders Hensigt med ham?
FRU INGER
Det og intet Andet, saasandt Gud lever! I maa tro mig, jeg mener det ærligt med mit Folk. Men jeg har endnu ikke frie Hænder; der gives en Hemmelighed, og hvo, som kjender den, kan saare mig til Døden, men det kan og det maa ikke længer blive saadan ved, og er jeg først sikret fra den Kant, da skal I erfare, om jeg har glemt hvad jeg svor ved Knut Alfsøns Baare.
hvo, som kjender den, kan saare mig til Døden, men det kan og det maa ikke længer blive saadan ved, og er jeg først sikret fra den Kant, da skal I erfare, om jeg har glemt hvad jeg svor ved Knut Alfsøns Baare.
SKAKTAVL
ryster hendes Haand
I skal have Tak for hvad I der siger mig; jeg vilde saa nødig tro ilde om Eder, men hvad Eders Forehavende med Ridderen angaar, saa tykkes det mig, at I frister et voveligt Spil. Dersom I nu forregnede Eder, dersom Eders Datter – thi
tykkes det mig, at I frister et voveligt Spil. Dersom I nu forregnede Eder, dersom Eders Datter – thi HU: 125
der siges jo, at ingen Kvinde mægter at staa sig mod denne krybende Djævel –
HIS: 121
FRU INGER
Min Datter, tror I, at hun –? Nei, vær kun rolig, jeg kjender hende bedre. Alt fra hun som Barn hørte ham nævne, har hun været fiendtlig sindet imod ham; derom tykkes mig, at den første Sammenkomst tilfulde maatte forvisse Eder.
SKAKTAVL
FRU INGER
Nuvel, jeg vil være paa min Post; og skulde det endogsaa lykkes ham at fange hende i sit Garn, da behøver jeg blot at hviske hende to Ord i Øret, og saa –
SKAKTAVL
Hvad saa?
FRU INGER
Saa vil hun forbande ham, som om han var en Udsending fra Helvede selv. Stille, Olaf Skaktavl! vær nu besindig, der kommer han.
3die Scene
De Forrige. Niels Lykke (fra Høire).
NIELS LYKKE
afsides
Hun kneiser som en Gran paa Fjeldet, men vent, vent, nu brygger det til Uveir, og det skal knække Dig. (høit) Min ædle Frue har ladet mig kalde.
HIS: 122
FRU INGER
Gjennem min Datter er det mig sagt, at I tænker paa at forlade os endnu i Nat.
NIELS LYKKE
Desværre, mit Hverv paa Østeraad er jo tilende.
SKAKTAVL
Ikke forinden jeg har faaet mine Papirer.
NIELS LYKKE
Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det Vigtigste af mit Ærinde; men det er ogsaa vor høie Værtindes Skyld. Ved Bordet forstod hun saa kløgtigt og saa behageligt at sysselsætte sine Gjæster –
At I ei længer kom ihu, hvad der førte Eder hid. Det glæder mig; thi det var just min Agt. Jeg indsaa, at skulde min Gjæst, Niels Lykke, finde sig tilfreds paa Østeraad, saa maatte han –
NIELS LYKKE
Hvilket, Frue?
FRU INGER
Først og fremst glemme sit Ærinde og alt hvad der forresten er gaaet forud for hans Komme.
NIELS LYKKE
til Skaktavl
Papirerne fra Peder Kantsler! I vil her finde fuldstændige Lister over vore Tilhængere i Sverige.
HIS: 123
SKAKTAVL
Det er godt! (sætter sig ved Bordet til Venstre, hvor han gjennemblader Pakken)
NIELS LYKKE
afsides
Brevet beholder jeg for mig selv. (høit) Og nu veed jeg ikke her er mere for mig at gjøre.
FRU INGER
Saafremt det kun var Forretninger, der havde ført os sammen, da har I maaskee Ret; men det vilde jeg dog nødig tro.
NIELS LYKKE
I mener?
FRU INGER
Jeg mener, det er ikke alene som dansk Rigsraad eller som Peder Kantslers Forbundsfælle, at Niels Lykke har gjæstet mig. Skulde jeg have taget Feil, naar jeg indbilder mig, at der selv i Kongens Slot er Eder berettet Mangt og Meget, som har gjort Eder lysten efter nærmere at kjende Fruen paa Østeraad?
NIELS LYKKE
FRU INGER
Ikke Ansigt til Ansigt, men Sjæl til Sjæl maa I skue den, I vil lære at kjende. Fru Inger har Kløgt i Panden, og Gud, Herren har været altfor gavmild mod Eder selv, til at I ei skulde skatte Sligt hos Andre; men I bedrager Eder, Herr Ridder! I bedrager snildt, at Eders Nærværelse neppe gjøres fornøden. Tro mig, I skal ei finde det langsomt hos os; idetmindste vil baade jeg og min Datter opbyde Alt for at skaffe Eder et behageligt Ophold i mit Huus.
HIS: 124
Eder, dersom I mener, at en Times Tid, som snakkes bort ved Aftensbordet, er nok for at lodde HU: 127
Dybden i mig. Ja, I smiler, I seer, jeg er ærlig eller stolt nok til selv at sige, hvad man heller bør høre af Andre. Nu, det viser ialfald, at vi begynder at nærme os til hinanden, det er dog altid et Skridt fremad til en bedre Forstaaelse. En Gjæst som I, er desuden paa denne afsides Strand en saa sjelden Begivenhed, at det vel maa synes rimeligt, om vi søge at beholde ham saalænge som vi kan. Forlæng nu Eders Ophold her i nogle Dage; Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale; han har Pligter, som kalde ham til Sverige, – hvad derimod Eder angaar, saa har I vistnok i Forveien ordnet Sagerne saa snildt, at Eders Nærværelse neppe gjøres fornøden. Tro mig, I skal ei finde det langsomt hos os; idetmindste vil baade jeg og min Datter opbyde Alt for at skaffe Eder et behageligt Ophold i mit Huus.
NIELS LYKKE
Jeg tvivler hverken om Eders eller Eders Datters gode Sindelag mod mig; thi derom er jeg allerede ved vore første Sammenkomster tilfulde bleven forvisset; men I vil vistnok erkjende, at min Nærværelse andetsteds er uomgjængelig fornøden, naar jeg desuagtet maa erklære det for umuligt at forlænge mit Ophold paa Østeraad.
FRU INGER
Nu saaledes! Veed I hvad, Herr Ridder! – dersom jeg var ondskabsfuld, saa kunde jeg falde paa at tro, I var kommen til Østeraad for at prøve en Dyst med mig; denne Dyst har I tabt, og derfor er det Eder ukjært at dvæle længere paa Slagmarken mellem Vidnerne til Eders Nederlag.
HIS: 125
NIELS LYKKE
smilende
FRU INGER
Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle Dage hos os, saa kan det ialfald vindes tilbage, og I seer, det ei skulde være mig ukjært at beseires, HU: 128
eftersom jeg selv overtaler min farlige Modstander til ikke at rømme Marken. – Nu, reentud sagt, for at tale uden Omsvøb, saa er Tingen denne; Eders Forbund med de Misfornøiede i Sverige forekommer mig endnu noget – noget vidunderligt; den Tanke, som har ledet Eder til dette Skridt er vistnok meget fornuftig, meget kløgtig; men den stikker stærkt af mod Eders Landsmænds Færd i de forløbne Aar. Det maa derfor ikke undre Jer, om min Lid til Eders Løfter er en Plante, som trænger til at skyde stærkere Rødder, saafremt den ikke skal vantrives.
NIELS LYKKE
Isaafald vilde mit Ophold paa Østeraad neppe lede til Noget; thi jeg agter intet yderligere Forsøg at gjøre paa at rokke Eders Beslutning.
FRU INGER
Da ynker jeg Eder af et oprigtigt Hjerte. Ja, Ridder! I kan tro en gammel Kones Ord, og jeg spaar Eder, at I vil have liden Glæde af Eders Gang til Østeraad.
NIELS LYKKE
smilende
Spaar I det, Fru Inger?
HIS: 126
FRU INGER
Tilvisse! Hvad skal man vel sige, Herr Ridder! Verden er saa mistroisk, inden et halvt Aar vil I være i Folkemunde; meer end een ondskabsfuld Tunge vil synge Smædeviser om Eder; man vil standse og see efter Eder paa alfar Vei, man vil sige: See, see der gaar Ridder Lykke, som drog til Østeraad for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen Snare. – Nu, nu, ikke saa utaalmodig, Herr Ridder! det er jo ikke min Mening, men saa vil den mistroiske Verden dømme. Ja, det er ilde, men det er sandt og vist, Spot vil blive Eders Løn – Spot over, at Eders Fiender var snildere end I. Listig som en Ræv sneg han sig ind paa Østeraad, vil man sige, – skamfuld som en Hund luskede han igjen afgaarde. Og endnu Eet, mener I ei, at Peder Kantsler og hans Ven
Smædeviser om Eder; man vil standse og see efter Eder paa alfar Vei, man vil sige: See, see der gaar Ridder Lykke, som drog til Østeraad for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen Snare. – Nu, nu, ikke saa utaalmodig, Herr Ridder! det er jo ikke min Mening, men saa vil den mistroiske Verden dømme. Ja, det er ilde, men det er sandt og vist, Spot vil blive Eders Løn – Spot over, at Eders Fiender var snildere end I. Listig som en Ræv sneg han sig ind paa Østeraad, vil man sige, – skamfuld som en Hund luskede han igjen afgaarde. Og endnu Eet, mener I ei, at Peder Kantsler og hans VenHU: 129
ner ville bede sig fri for Eders Bistand, saasnart det rygtes, at Inger Gyldenløve nægter at stride under Eders Banner?
NIELS LYKKE
I taler viseligen, Frue! og for ei at udsætte mig for Spot, endvidere, for ei at bryde den gode Forstaaelse med mine Venner i Sverige, saa nødes jeg til –
FRU INGER
hurtigt
At forlænge Eders Ophold paa Østeraad?
SKAKTAVL
afsides
Nu gaar han i Fælden!
NIELS LYKKE
Nei, min ædle Frue! jeg nødes til at komme overeens med Eder endnu i denne Time.
HIS: 127
FRU INGER
Men ifald det nu ikke skulde lykkes?
NIELS LYKKE
Det vil lykkes!
NIELS LYKKE
Hvad vædde vi, at Seieren er min?
NIELS LYKKE
Østeraad Gaard er ikke længer Eders!
FRU INGER
Niels Lykke!
SKAKTAVL
der imidlertid har reist sig fra Bordet
Hvad nu?
NIELS LYKKE
FRU INGER
Eders Skjæmt begynder at blive noget lystig, Herr Ridder!
HIS: 128
NIELS LYKKE
FRU INGER
med haanlig Latter
NIELS LYKKE
Er Hemmeligheden om Eders og Steen Stures Søn!
FRU INGER
med et Skrig
O, Jesus Christ! (knælende) Naade! Naade!
SKAKTAVL
i høieste Forbauselse
Fru Ingers Søn! – Hvad siger I?
NIELS LYKKE
løfter hende op
Kom til Eder selv og lad os tale besindigt sammen.
FRU INGER
hviskende og halv forvildet
NIELS LYKKE
I har hørt ret!
FRU INGER
Men hvor har I ham da? – hvor har I ham? Hvad vil I med ham? – Dræb ham ikke, giv mig ham igjen; giv mig mit Barn!
HIS: 129
– Niels Lykke! hør! Tag Alt hvad jeg eier, tag mit Gods og mit Guld, men giv mig mit Barn, giv mig bare min Søn tilbage!
SKAKTAVL
Ha, jeg begynder at begribe –
FRU INGER
Og denne Angst, denne kvælende Rædsel, som jeg i tyve Aar har baaret i mit Bryst! – Gud! Gud! er det ret af Dig? Var det derfor Du gav mig ham, at jeg skulde friste al denne Nød og Kvide! Ha, jeg veed det, jeg veed det – jeg er forhadt i Himlen, fordi jeg har svigtet det Kald, som var lagt paa mig derovenfra. – I seer saa forundret paa mig, Olaf Skaktavl! det var vist hæslige Ord jeg der sagde? Ja, jeg tror det gjerne; men naar denne Angst hugger sine Jernklør i mit Bryst, saa mægter jeg ikke længere at tøile mine Tanker. – Niels Lykke! siig mig en Ting, hvor har I ham, hvor er han?
friste al denne Nød og Kvide! Ha, jeg veed det, jeg veed det – jeg er forhadt i Himlen, fordi jeg har svigtet det Kald, som var lagt paa mig derovenfra. – I seer saa forundret paa mig, Olaf Skaktavl! det var vist hæslige Ord jeg der sagde? Ja, jeg tror det gjerne; men naar denne Angst hugger sine Jernklør i mit Bryst, saa mægter jeg ikke længere at tøile mine Tanker. – Niels Lykke! siig mig en Ting, hvor har I ham, hvor er han?
NIELS LYKKE
Hos sin Pleiefader!
FRU INGER
SKAKTAVL
Jeg?
NIELS LYKKE
Det vil ei være fornødent, saafremt I kun –
HIS: 130
FRU INGER
Hør mig, Olaf Skaktavl! hør mig begge To! thi nu tror jeg nok, jeg er mig saavidt mægtig, at – Nuvel da! I mindede mig iaftes om hiin Nat, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo; I mindede mig om det Løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved hans Baare mellem Norges gjæveste Mænd; jeg var ikke stort over femten Aar, men jeg følte Herrens Kraft i mit Bryst, og fra den Dag grundede sig hos mig og os Alle den Tro, at Himlen havde sat sit Mærke paa mig, og kaaret mig til at stride i Spidsen for den hellige Sag. Var det Hovmod, eller var det en Aabenbarelse ovenfra, som indblæste mig denne Tro, det veed jeg ikke; men vee, vee Den, der har faaet et stort Kald i Livet, og ei har Styrke til at udføre det. Der siges, at Kvinden skal forlade Fader og Moder for at følge sin Mand; men Den, der er kaaret til at være Himlens Værktøi, tør Intet eie, der er hende kjært; ikke Mage eller Barn, ikke Frænder eller Hjem, og deri, seer I, – deri ligger Forbandelsen ved at være kaaret til en berømmelig Daad. – I ti Aar holdt jeg trolig, hvad jeg havde lovet; jeg stod ved mine Landsmænds Side i Trængsler og Nød, jeg blev fem og tyve Aar gammel, alle mine Legesøstre sad som Hustruer og Mødre trindt om i Landet, kun jeg stod ene i Strid og Fare, thi Kvindens sædvanlige Lod var jo ikke min, saa lød det ideligen for mine Øren; – og jeg selv var kun altfor tilbøielig til at tro det. Da saa jeg for første Gang Steen Sture, han var dengang en Mand i sin fagreste Kraft.
er mig saavidt mægtig, at – Nuvel da! I mindede mig iaftes om hiin Nat, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo; I mindede mig om det Løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved hans Baare mellem Norges gjæveste Mænd; jeg var ikke stort over femten Aar, men jeg følte Herrens Kraft i mit Bryst, og fra den Dag grundede sig hos mig og os Alle den Tro, at Himlen havde sat sit Mærke paa mig, og kaaret mig til at stride i Spidsen for den hellige Sag. Var det Hovmod, eller var det en Aabenbarelse ovenfra, som indblæste mig denne Tro, det veed jeg ikke; men vee, vee Den, der har faaet et stort Kald i Livet, og ei har Styrke til at udføre det. Der siges, at Kvinden skal forlade Fader og Moder for at følge sin Mand; men Den, der er kaaret til at være Himlens Værktøi, tør Intet eie, der er hende kjært; ikke Mage eller Barn, ikke Frænder eller Hjem, og deri, seer I, – deri ligger Forbandelsen ved at være kaaret til en berømmelig Daad. – I ti Aar holdt jeg trolig, hvad jeg havde lovet; jeg stod ved mine Landsmænds Side i Trængsler og Nød, jeg blev fem og tyve Aar gammel, alle mine Legesøstre sad som Hustruer og Mødre trindt om i Landet, kun jeg stod ene i Strid og Fare, thi Kvindens sædvanlige Lod var jo ikke min, saa lød det ideligen for mine Øren; – og jeg selv var kun altfor tilbøielig til at tro det. Da saa jeg for første Gang Steen Sture, han var dengang en Mand i sin fagreste Kraft.
HIS: 131
FRU INGER
Som en ubekjendt Riddersvend levede han en Vinter i min Nærhed; da lærte jeg, at der gives andre Længsler, andre Drømme i Kvindens Sjæl, end dem, jeg hidtil havde næret. Den næste Vinter kom han igjen, og da han atter drog bort, saa tog han med sig et spædt Barn, som ingen Anden vidste Besked om, ikke fordi jeg frygtede Menneskenes Fordomme, men fordi det vilde være til Skade for vor Sag, ifald det rygtedes, at Steen Sture besad min Tiltro. Barnet blev sat til Opfostring hos Peder Kantsler, indtil bedre Tider, som vi forgjæves ventede paa. Steen Sture giftede sig to Aar efter i Sverige, og da han døde, efterlod han sig Enke –
spædt Barn, som ingen Anden vidste Besked om, ikke fordi jeg frygtede Menneskenes Fordomme, men fordi det vilde være til Skade for vor Sag, ifald det rygtedes, at Steen Sture besad min Tiltro. Barnet blev sat til Opfostring hos Peder Kantsler, indtil bedre Tider, som vi forgjæves ventede paa. Steen Sture giftede sig to Aar efter i Sverige, og da han døde, efterlod han sig Enke –
SKAKTAVL
– Og med hende en lovlig Arving til sit Navn og sine Rettigheder!
FRU INGER
Forgjæves anraabte jeg Peder Kantsler om at give mig mit Barn tilbage; det var jo den eneste Skabning jeg kunde kaste min Kjærlighed paa, men han vægrede sig stadigen: Slut Eder fast og ubrydelig til os, sagde han, saa sender jeg Eders Søn tilbage, før ikke. Hvor skulde jeg vove det? De Misfornøiedes Parti var svagt; dersom vore Fiender seirede og mit Barn faldt i deres Magt – o, jeg veed det; for at sikre sig Moderen, vilde de have beredt Barnet den samme Skjæbne, som Kong Christjern skulde have fristet, dersom ikke Flugten havde reddet ham. Men Danskerne vare ogsaa virksomme; de forsømte hverken Trusler eller Løfter for at vinde min Bistand.
beredt Barnet den samme Skjæbne, som Kong Christjern skulde have fristet, dersom ikke Flugten havde reddet ham. Men Danskerne vare ogsaa virksomme; de forsømte hverken Trusler eller Løfter for at vinde min Bistand.
HIS: 132
SKAKTAVL
FRU INGER
Nu kom Herluf Hydefads Oprør, der var atter Vaar i Landet, der var Haab i Folkenes Bryst; «Frihedstimen er kommen, slaa løs, slaa løs!» skreg de, men jeg – jeg stod tvivlraadig langt fra Striden, i min eensomme Gaard. Vel tykkedes det mig stundom, som om Gud selv kaldte mig til Vaaben for vort Folk, men jeg nølede, thi atter kom den dræbende Angst over mig. «Hvem vil seire?» see det var Spørgsmaalet, som ideligen lød i mine Øren og lammede min Villies Kraft. – Det var en kortvarig Vaar, som dengang brød frem over Norge; Herluf Hydefad blev fældet og Hundreder med ham; mig kunde Ingen kræve til Regnskab, thi jeg havde holdt mig udenfor Begivenhederne, og dog fattedes det ikke paa forblommede Trusler fra Danerhoffet; min Angst vaagnede paany – Hvad, om de kjendte Hemmeligheden? – Rigshovmester Gyldenløve forlangte mig tilægte; en Maaned efter var han min Huusbond. Da lød et Fordømmelsesskrig igjennem Riget: «hun har forraadt os, hun har svigtet sit Folk!» – Inger Gyldenløve blev hjemløs i sine Landsmænds Hjerter; Begivenhederne skred ustandselig frem; Undertrykkelsesværket voxte Dag for Dag i Styrke; men min Virken var sluttet. Der var Tider, da jeg væmmedes over mig selv; thi hvad havde jeg at gjøre; Intet uden at ængstes, forhaanes og føde Døtre til Verden. Mine Døtre! Gud maa forlade mig det, ifald jeg ikke har en Moders Hjerte for dem; men mine Pligter som Hustru var mig et Hoveriarbeide, – hvor kunde jeg elske Frugterne deraf? O, med i Aand og Sandhed, og ham havde de taget fra mig,
Herluf Hydefads Oprør, der var atter Vaar i Landet, der var Haab i Folkenes Bryst; «Frihedstimen er kommen, slaa løs, slaa løs!» skreg de, men jeg – jeg stod tvivlraadig langt fra Striden, i min eensomme Gaard. Vel tykkedes det mig stundom, som om Gud selv kaldte mig til Vaaben for vort Folk, men jeg nølede, thi atter kom den dræbende Angst over mig. «Hvem vil seire?» see det var Spørgsmaalet, som ideligen lød i mine Øren og lammede min Villies Kraft. – Det var en kortvarig Vaar, som dengang brød frem over Norge; Herluf Hydefad blev fældet og Hundreder med ham; mig kunde Ingen kræve til Regnskab, thi jeg havde holdt mig udenfor Begivenhederne, og dog fattedes det ikke paa forblommede Trusler fra Danerhoffet; min Angst vaagnede paany – Hvad, om de kjendte Hemmeligheden? – Rigshovmester Gyldenløve forlangte mig tilægte; en Maaned efter var han min Huusbond. Da lød et Fordømmelsesskrig igjennem Riget: «hun har forraadt os, hun har svigtet sit Folk!» – Inger Gyldenløve blev hjemløs i sine Landsmænds Hjerter; Begivenhederne skred ustandselig frem; Undertrykkelsesværket voxte Dag for Dag i Styrke; men min Virken var sluttet. Der var Tider, da jeg væmmedes over mig selv; thi hvad havde jeg at gjøre; Intet uden at ængstes, forhaanes og føde Døtre til Verden. Mine Døtre! Gud maa forlade mig det, ifald jeg ikke har en Moders Hjerte for dem; men mine Pligter som Hustru var mig et Hoveriarbeide, – hvor kunde jeg elske Frugterne deraf? O, med HIS: 133
min Søn var det anderledes; han var min Kjærligheds Barn, det Eneste, der mindede mig om den Tid, da jeg var Kvinde i Aand og Sandhed, og ham havde de taget fra mig, HU: 134
han voxte op mellem Fremmede, der maaskee saaede Fordærvelsens Sæd i hans Sjæl. Olaf Skaktavl! havde jeg siddet nøgen og forladt i Storm og Uveir paa Høifjeldet, hvis jeg havde havt mit Barn i mine Arme, selv om han var saa ussel og elendig, at ikke engang Ulven gad æde ham saalænge der var Andet at faa, – tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt for ham, saaledes som jeg har sørget og grædt fra hans Fødsel og indtil denne Time!
SKAKTAVL
Der er min Haand; jeg har dømt Eder for haardt, Fru Inger! men lad nu vort Mellemværende være glemt; herefter kan I byde og befale over mig som før, jeg skal lystre. – Ja, ved alle Helgene! jeg veed, hvad det vil sige, at sørge for sit Barn.
FRU INGER
Fiendens Sværd har taget Eders; men hvad er Døden mod en evig Angst gjennem tyve lange Aar?
NIELS LYKKE
Nuvel, det staar i Eders Magt at ende denne Angst; dersom I forsoner begge Partier, saa behøver intet af dem at tilegne sig Eders Barn som Borgen for Eders Troskab.
FRU INGER
afsides
Det er Himlens Hævn! (høit) Siig frem, hvad fordrer I?
NIELS LYKKE
At I kalder Eders Landsmænd til Vaaben for at understøtte de Misfornøiede i Sverige.
HIS: 134
FRU INGER
Videre!
NIELS LYKKE
At I virker for at den unge Grev Sture kan blive indsat i sin Slægts Rettigheder som Sveriges Styrer.
FRU INGER
Han? I fordrer, at jeg –
NIELS LYKKE
Kan I betænke Eder, min Frue? I skjælver for Eders Barns Sikkerhed, hvor kan I da ønske noget Bedre end at see hans Halvbroder paa Thronen?
FRU INGER
Hvad mener I?
HIS: 135
FRU INGER
Nei, nei! Giv mig mit Barn tilbage, saa kan I give Nordens Krone til hvem I vil. Men veed I da ogsaa, om Grev Sture er villig –
NIELS LYKKE
Derom kan han selv forvisse Eder.
FRU INGER
Han selv og naar?
NIELS LYKKE
I denne Time!
SKAKTAVL
Hvordan?
FRU INGER
Hvad siger I?
NIELS LYKKE
Med et Ord, at Grev Sture befinder sig paa Østeraad!
SKAKTAVL
Her?
NIELS LYKKE
til Fru Inger
FRU INGER
afsides
Jeg er i hans Vold; der er intet Valg længere. (høit) Godt, I skal faa min Forsikring om Bistand.
HIS: 136
NIELS LYKKE
Skriftlig?
FRU INGER
Som I begjærer. (gaar hen til Bordet paa venstre Side)
NIELS LYKKE
afsides
Endelig seirer jeg da!
FRU INGER
efter et Øiebliks Betænkning, vender sig pludselig mod Olaf Skaktavl og siger med dæmpet Stemme
Skaktavl! jeg veed det med Vished, Niels Lykke er en Forræder!
SKAKTAVL
sagte
Hvordan, I tror?
FRU INGER
Han pønser paa Svig. (sætter sig ved Bordet for at skrive)
SKAKTAVL
Og dog vil I skrive dette Dokument, som kan volde Eders Undergang?
De tale hviskende sammen.
NIELS LYKKE
afsides
Ah, raadslaa kun med hinanden saameget I lyster, nu er al Fare forbi; om et Øieblik har jeg hendes skrevne Ord, der stempler hende som Oprørerske, saafremt det gjøres fornødent.
HIS: 137
Endnu i Nat maa jeg skikke et hemmeligt Bud til Jens Bjelke. Jeg kan nu med god Samvittighed forsikre ham om, at den unge Greve ikke er her. Og saa imorgen, naar Veien er tryg, da tager jeg ham derinde med mig til Throndhjem, mit Skib fører ham videre til Danmark, og vi kan da foreskrive Fru Inger hvilke Betingelser vi lyster. Hvis ikke denne Streg gjør mit Navn berømt, saa er der ikke længere Sands blandt Menneskerne for hvad der er stort i Verden.
FRU INGER
til Skaktavl
Nu, I har altsaa forstaaet mig?
SKAKTAVL
Tilfulde! Det skal skee, som I befaler. (gaar ud til Høire i Baggrunden)
4de Scene
De Forrige. Niels Steenssøn (træder ud fra Døren til Høire i Forgrunden, uden at bemærkes af Fru Inger, der vedbliver at skrive).
STEENSSØN
med dæmpet Stemme
Herr Ridder! Herr Ridder!
NIELS LYKKE
Uforsigtige! hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente derinde til jeg kaldte paa Jer.
STEENSSØN
Hvor kunde jeg det. Nu, da I har sagt mig, at Inger Gyldenløve er min Moder, nu higer jeg mere end nogensinde før efter at see hende Ansigt til Ansigt. O, det er hende! hvor ædelt og
HIS: 138
stolt! Ja, jeg vidste det nok, saaledes maatte hun see ud. Jeg veed ikke, hvorledes det er, men siden jeg har faaet denne Hemmelighed at vide, er jeg ligesom bleven ældre og fornuftigere; jeg vil ikke længer være vild og forfløien, jeg vil være en HU: 137
Mand, en Helt. Hør, siig mig, veed hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?
NIELS LYKKE
Javist har jeg, men –
STEENSSØN
Nu?
NIELS LYKKE
Hun erkjender Eder ei som Søn.
STEENSSØN
Hun erkjender mig ikke? Men hun er jo min Moder. (tager en Ring frem, som han bærer om Halsen) O, naar der ikke er Andet iveien, saa viis hende denne Ring, som jeg har baaret fra mine tidligste Aar; den maa hun vide Besked om.
NIELS LYKKE
I forstaar mig ikke; Fru Inger tvivler ingenlunde om, at I er hendes Barn; men, – ja see Eder om; see al denne Rigdom, see alle disse mægtige Forfædre, hvis Billeder hænge rundt om Væggene, og endelig hun selv, denne stolte Kvinde, der er vant til at byde som en Dronning, tror I, det kan være hende kjært, at vise den fattige, uvidende Svend for Menneskenes Øine og sige: See her, denne er min Søn!
Svend for Menneskenes Øine og sige: See her, denne er min Søn!
HIS: 139
STEENSSØN
Ja, I har visseligen Ret; jeg er fattig og uvidende; jeg har Intet at give hende i Vederlag for hvad jeg fordrer; o, aldrig har jeg følt min Armod saa bittert som i denne Time; men siig mig, hvad tror I, jeg skal gjøre for at vinde hendes Godhed; siig mig det, I maa jo vide det!
NIELS LYKKE
STEENSSØN
O, men saa siig mig da –
NIELS LYKKE
Stille, stille!
FRU INGER
reiser sig og rækker ham Papiret
Herr Ridder! her er mit Ord!
NIELS LYKKE
Jeg takker Eder.
NIELS LYKKE
Grev Sture!
HIS: 140
FRU INGER
afsides
Træk for Træk; ved Himlen ja, det er Steen Stures Søn! (høit) Vær hilset i mit Huus, Herr Greve! Det hviler i Eders Haand, hvorvidt vi inden et Aar skulle velsigne dette Møde eller ei.
STEENSSØN
I min Haand? O, byd mig, hvad jeg skal gjøre, tro mig, jeg har baade Kraft og Villie.
NIELS LYKKE
lyttende
Vaabenlarm og Støi? Det er Nogen, som kommer hid, hvad skal dette sige?
FRU INGER
triumpherende
Det er Aanderne, som vaagne!
5te Scene
De Forrige. Skaktavl, Bjørn, Finn, Huuskarle og Tjenere fra Høire i Baggrunden.
HUUSKARLENE
Leve, leve Inger Gyldenløve!
FRU INGER
til Skaktavl
I har sagt dem, hvad der er i Gjære?
SKAKTAVL
Alt hvad de behøve at vide, har jeg sagt dem.
FRU INGER
Og nu, trofaste Venner og Tjenere, væbner Eder som I bedst kunne. Hvad jeg tidligere iaftes forbød Eder, det være Eder Drot og Norges med, hvis Gud saa vil det.
det være Eder HIS: 141
nu i fuldeste Maade tilstedet. Og her, her fremstiller jeg for Eder Grev Sture, Sveriges Drot og Norges med, hvis Gud saa vil det.
ALLE
Hil ham, hil Grev Sture!
NIELS LYKKE
afsides
FRU INGER
til Niels Steenssøn
STEENSSØN
Tak, Inger Gyldenløve! Tak, og vær sikker paa, I skal ei komme til at skamme Eder over – over Grev Sture! Hvis I seer mig igjen, da har jeg vundet Land og Rige!
NIELS LYKKE
afsides
Ja, hvis hun seer ham igjen!
SKAKTAVL
Hestene vente, Alt er rede!
HIS: 142
NIELS LYKKE
urolig
Hvordan? Er det Eders Agt allerede nu i Nat –
FRU INGER
I dette Øieblik!
NIELS LYKKE
Nei, nei, umuligt!
FRU INGER
Som jeg siger.
NIELS LYKKE
sagte til Niels Steenssøn
Lyd hende ikke!
STEENSSØN
hviskende
Hvor kan jeg Andet? Jeg vil, jeg maa!
NIELS LYKKE
som før
Men det er Eders Fordærv!
STEENSSØN
Ligegodt! Hun har Ret til at befale.
NIELS LYKKE
bydende
Og jeg?
STEENSSØN
Mit Ord holder jeg Eder; Hemmeligheden kommer ikke over mine Læber, før I selv løser mig; men hun er min Moder!
HIS: 143
NIELS LYKKE
afsides
Og Jens Bjelke, som lurer paa Veien! Fordømt, han snapper mig Byttet af Hænderne! (til Fru Inger) Vent til imorgen!
FRU INGER
Grev Sture! Vil I lyde mig eller ei?
STEENSSØN
Tilhest! (gaar op mod Baggrunden)
NIELS LYKKE
afsides
Den Ulykkelige! han veed ikke hvad han gjør. (til Fru Inger) Nu, siden det saa skal være, lev vel! (vil gaa)
FRU INGER
holder ham tilbage
Nei, stands! Ikke saa, Herr Ridder! ikke saa!
NIELS LYKKE
Hvad mener I?
Niels Lykke! I er en Forræder! Stille! stille! Lad ingen mærke, at der er Uro i Høvidsmændenes Leir! Peder Kantslers Tillid har I vundet ved en djævelsk List, som jeg ikke mægter at gjennemskue, I har tvunget mig til at gribe til Vaaben, ikke for at støtte vor Sag, men for at fremme Eders egne Anslag, hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer træde tilbage, men tro ikke derfor, at I har seiret; jeg skal vide at gjøre Eder uskadelig.
Høvidsmændenes Leir! Peder Kantslers Tillid har I vundet ved en djævelsk List, som jeg ikke mægter at gjennemskue, I har tvunget mig til at gribe til Vaaben, ikke for at støtte vor Sag, men for at fremme Eders egne Anslag, hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer træde tilbage, men tro ikke derfor, at I har seiret; jeg skal vide at gjøre Eder uskadelig.
NIELS LYKKE
lægger uvilkaarlig Haanden paa Sværdet
Fru Inger!
HIS: 144
FRU INGER
Vær rolig, det gjælder ikke Livet; men I kommer ikke udenfor Østeraads Porte, førend Seieren er vor!
NIELS LYKKE
Død og Djæv’len!
FRU INGER
Al Modstand er unyttig; I slipper ikke herfra! Forhold Eder derfor stille, det er det Klogeste I kan gjøre.
NIELS LYKKE
afsides
Ha, jeg er overlistet; hun har været snedigere end jeg.
FRU INGER
sagte til Skaktavl
I følger Grev Stures Trop indtil Grændsen; derfra drager I uopholdelig til Peder Kantsler og bringer mig mit Barn. Nu har han ikke længere nogen Grund til at holde ham tilbage. (idet Skaktavl vil gaa) Vent, et Kjendemærke – den, der bærer Steen Stures Ring, det er den Rette!
SKAKTAVL
Ved alle Helgene, I skal faa ham!
FRU INGER
Tak, tak! min trofaste Ven!
NIELS LYKKE
hviskende til Finn, hvem han ubemærket har kaldet til sig
Altsaa, afsted over Hals og Hoved! En Fjerdingvei herfra ligge Svenskerne i Baghold; Du beretter Jens Bjelke, hvad jeg har
Fjerdingvei herfra ligge Svenskerne i Baghold; Du beretter Jens Bjelke, hvad jeg har HIS: 145
fortalt Dig om Grev Stures Død; den unge Mand der maa ikke antastes – hans Liv er mig Tusinder værd!
FINN
Det skal skee!
Og reiser nu Alle med Gud! (pegende paa Niels Lykke) Denne ædle Ridder der, kan ikke bekvemme sig til saa hastigt at forlade sine Venner paa Østeraad; han vil vente til Seirsbudskabet kommer.
NIELS LYKKE
afsides
Djævel!
STEENSSØN
griber hans Haand
Tro mig, I skal ikke komme til at vente længe!
NIELS LYKKE
Det er godt, det er godt! (afsides) Alt kan endnu vindes, hvis mit Bud blot kommer betids nok til Jens Bjelke.
FRU INGER
pegende paa Finn
Og han der hensættes under sikker Bevogtning i Borgekjælderen.
FINN
Jeg?
HUUSKARLENE
Finn!
HIS: 146
NIELS LYKKE
afsides
FRU INGER
bydende
I Borgekjælderen!
To Huuskarle føre Finn ud til Venstre. Alle de Øvrige, undtagen Niels Lykke, gaa ud til Høire i Baggrunden, idet de raabe:
Afsted! Tilhest! tilhest! Længe leve Inger Gyldenløve!
FRU INGER
til Niels Lykke, idet hun følger de Bortdragende
Hvem seirer?
6te Scene
Niels Lykke (alene).
NIELS LYKKE
efter en Pause
Hvem? Ja, vee hende! Seieren bliver dyrekjøbt. Jeg vasker mine Hænder; hun er selv den, som myrder ham, ikke jeg. Men mit Bytte undslipper mig ligefuldt og Oprøret er igang; ha, det er et dumdristigt, et afsindigt Spil jeg har indladt mig i. (lyttende) Tys, der ride de allerede gjennem Porten, og jeg staar tilbage som en Fange, – ingen Mulighed for at slippe bort! Inden en halv Time falde Svenskerne over ham, han har tredive velbevæbStrengeleg! Det kommer fra Elines Kammer; hun er altsaa oppe endnu. (som om han pludselig faar et Indfald) Eline! Ha, hvis det gik an? I Havsnød frister man jo ethvert Redningsmiddel! Og hvorfor skulde det ikke lade sig gjøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I Visen hedder det:
Jeg vasker mine Hænder; hun er selv den, som myrder ham, ikke jeg. Men mit Bytte undslipper mig ligefuldt og Oprøret er igang; ha, det er et dumdristigt, et afsindigt Spil jeg har indladt mig i. (lyttende) Tys, der ride de allerede gjennem Porten, og jeg staar tilbage som en Fange, – ingen Mulighed for at slippe bort! Inden en halv Time falde Svenskerne over ham, han har tredive velbevæbHU: 142
nede Ryttere med sig, det vil gaa paa Livet løst! Men hvis de nu alligevel fangede ham levende? – Var jeg blot fri, saa kunde jeg indhente Svenskerne inden de naaede Grændsen og faa ham udleveret. Fordømt! skulde der da ingen Udvei være? (gaar hurtig frem og tilbage, men standser HIS: 147
pludselig og lytter) Hvad er det? Sang og Strengeleg! Det kommer fra Elines Kammer; hun er altsaa oppe endnu. (som om han pludselig faar et Indfald) Eline! Ha, hvis det gik an? I Havsnød frister man jo ethvert Redningsmiddel! Og hvorfor skulde det ikke lade sig gjøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I Visen hedder det:Og hun –? Ja, ja, Eline skal frelse mig!
HIS: 148
HIS: 149
FRU INGER TIL ØSTERAADHISTORISK DRAMA I 5 AKTER
Riddersalen. Det er fremdeles Nat; Salen oplyses kun svagt af en Armstage, der staar paa Bordet til Høire i Forgrunden.
1ste Scene
Fru Inger (sidder ved Bordet fordybet i Tanker).
FRU INGER
efter en Pause
Hvem er den Kløgtigste paa Jorden? Er det den, der har et Kongerige at vinde, hvis han bruger sin Snildhed? Er det den, der faar en Skamstøtte over sin Grav, dersom hans Indre vrænges udad og hans lønligste Tanker stilles for Dagens Lys? (hovedrystende) Ingen af dem. Den, der har et Kongerige at vinde, – var han den Kløgtigste, saa vilde han stride for at tabe sin Gevindst, ikke for at vinde den. Den, der har en Skamstøtte ivente, – var han den Kløgtigste, saa vilde han sige sig selv, at naar han først er dernede, sex Fod under Muldet, saa mægter ikke Menneskehænder at bygge Skamstøtten, der kan knuge ham. Hvem er da den Kløgtigste? (reiser sig) Den Kløgtigste er en Moder, som strider for sit Barns Frelse! Det er det, som giver Vid i Panden! – Der er Ingen saa kløgtig, Ingen saa snild, som Inger Gyldenløve, siges der over de tre nordiske Riger. (hviskende) Jeg har stridt denne Strid, jeg har i tyve Aar kjæmpet for mit Barns Frelse, – det er Nøglen til Gaaden! (efter en Pause, idet hun farer med Haanden over Panden, ligesom for at det tykkes mig stundom, at Tankerne Sædkorn i en gjødslet Jordbund, – det er allerede begyndt at spire; dog nei, ikke saa; det havde allerede hvilet længe derinde, men som en ufødt Tanke, der først fik Liv i det Øieblik, han nævnte den ved Navn. (hviskende) Kongemoder; – Kongemoder, sagde han! Og hvorfor ikke? Har ikke min Slægt før mig raadet som Konger, om de end ikke bare Kongenavnet? Har ikke min Søn den samme Adkomst til Stureslægtens Rettigheder som den Anden? I Guds Øine har han det, dersom der ellers er Retfærd i Himlen. Og disse Rettigheder har jeg med ødsel Haand bortskjænket som Løsepenge for hans Frihed! – Om de nu kunde vindes tilbage? Saalænge jeg ræddedes for hans Liv, laa denne Tanke maalløs i min Sjæl, den var lysræd som et Skovens Dyr; nu tager den atter Mod til sig og lister sig frem af sit Smuthul. – Dog nei, dersom ikke min Kjærlighed var ham nok? (tager atter Lyset) Bort med alle forvovne Tanker; jeg har stridt en tyveaarig Kampdag tilende, nu vil jeg søge Fred og Hvile! (gaar mod Baggrunden, men standser og siger grublende) Kongemoder! (gaar langsomt ud til Venstre i Baggrunden)
den Kløgtigste paa Jorden? Er det den, der har et Kongerige at vinde, hvis han bruger sin Snildhed? Er det den, der faar en Skamstøtte over sin Grav, dersom hans Indre vrænges udad og hans lønligste Tanker stilles for Dagens Lys? (hovedrystende) Ingen af dem. Den, der har et Kongerige at vinde, – var han den Kløgtigste, saa vilde han stride for at tabe sin Gevindst, ikke for at vinde den. Den, der har en Skamstøtte ivente, – var han den Kløgtigste, saa vilde han sige sig selv, at naar han først er dernede, sex Fod under Muldet, saa mægter ikke Menneskehænder at bygge Skamstøtten, der kan knuge ham. Hvem er da den Kløgtigste? (reiser sig) Den Kløgtigste er en Moder, som strider for sit Barns Frelse! Det er det, som giver Vid i Panden! – Der er Ingen saa kløgtig, Ingen saa snild, som Inger Gyldenløve, siges der over de tre nordiske Riger. (hviskende) Jeg har stridt denne Strid, jeg har i tyve Aar kjæmpet for mit Barns Frelse, – det er Nøglen til Gaaden! (efter en Pause, idet hun farer med Haanden over Panden, ligesom for at HIS: 150
samle Tankerne) Jeg veed alligevel ikke, hvordan det hænger sammen, men det tykkes mig stundom, at Tankerne HU: 122
svigte og jeg maa ligesom gribe efter dem for at holde dem fast. Er det fordi Striden nu er tilende, og jeg saaledes ikke længere har Kløgten behov? Nei, nei! Det er nok heller en Virkning af denne nagende Angst, der presser Hjernen; om min Forstand? – O, det har ingen Nød; det gaar over, det gaar over! (efter en Pause) Hvor Alt er fredsælt her paa Gaarden inat; ethvert Øie har lukket sig, nu vil ogsaa jeg gaa til Ro. Hvormangen Nat har jeg ikke vaaget her i Eenrum med mine ængstelige Tanker! Mine Fædre har skuet mørkt og truende ned paa mig, og jeg har hængt dem indad mod Væggen for ikke at møde deres vrede Blikke. I Nat see de Alle saa venlige ud, der er Forsoning i deres Sjæle og (lægger Haanden paa Hjertet) det er der ogsaa i min! thi nu staar jeg ved Maalet; jeg faar jo mit Barn tilbage! (tager Lyset og vil gaa, men standser) Ved Maalet? Ved Maalet? Er det da ogsaa virkelig mit endelige Maal, at faa ham tilbage; – kun det og intet Andet? (sætter atter Stagen paa Bordet) Niels Lykke kastede et flygtigt Ord hen i Vind og Veir; Ordet faldt i min Sjæl som et Sædkorn i en gjødslet Jordbund, – det er allerede begyndt at spire; dog nei, ikke saa; det havde allerede hvilet længe derinde, men som en ufødt Tanke, der først fik Liv i det Øieblik, han nævnte den ved Navn. (hviskende) Kongemoder; – Kongemoder, sagde han! Og hvorfor ikke? Har ikke min Slægt før mig raadet som Konger, om de end ikke bare Kongenavnet? Har ikke min Søn den samme Adkomst til Stureslægtens Rettigheder som den Anden? I Guds Øine har han det, dersom der ellers er Retfærd i Himlen. Og disse Rettigheder har jeg med ødsel Haand bortskjænket som Løsepenge for hans Frihed! – Om de nu kunde vindes tilbage? Saalænge jeg ræddedes for hans Liv, laa denne Tanke maalløs i min Sjæl, den var HU: 123
lysræd som et Skovens Dyr; nu tager den atter Mod til sig og lister sig frem af sit Smuthul. – Dog nei, HIS: 151
nei! jeg vil ikke tænke denne Tanke, jeg har vakt Himlens Fortørnelse ved selv at bane min Livssti; – nu forsager jeg Magt og Berømmelse, det er Offeret, som skal forsone mig med Gud! Og han, mit Barn, fortjente han vel, hvad jeg har lidt for ham, dersom ikke min Kjærlighed var ham nok? (tager atter Lyset) Bort med alle forvovne Tanker; jeg har stridt en tyveaarig Kampdag tilende, nu vil jeg søge Fred og Hvile! (gaar mod Baggrunden, men standser og siger grublende) Kongemoder! (gaar langsomt ud til Venstre i Baggrunden)
2den
Scene
Niels Lykke og Eline (komme ud fra Døren til Venstre i Forgrunden. Niels Lykke har en liden Lygte i Haanden).
NIELS LYKKE
efter at han speidende har seet sig om
Alt er stille, jeg maa afsted!
ELINE
O, saa lad mig endnu engang see Dig ind i Øinene, førend Du forlader mig.
NIELS LYKKE
omfavner hende
Eline!
ELINE
efter en Pause
Kommer Du aldrig meer til Østeraad?
HIS: 152
NIELS LYKKE
Hvor kan Du tvivle derpaa? Er Du ikke fra nu af min Forlovede? Men vil Du ogsaa være mig tro, vil Du ikke forglemme mig inden vi atter mødes?
ELINE
Om jeg vil være Dig tro? Har jeg da længer nogen Villie, mægtede jeg vel at være Dig utro selv om jeg vilde det? Du kom ved Nattetid, Du bankede paa min Dør og jeg lukkede Dig ind; Du talte til mig, Du stirrede mig ind i Øiet med al denne gaadefulde Magt, der hilder Kvindens Sjæl ligesom i et Trolddomsnæt; jeg skjænkede Dig Alt hvad Kvinden kan derfor er jeg Din, derfor maa jeg være Dig tro – tro i al Evighed!
hilder Kvindens Sjæl ligesom i et Trolddomsnæt; jeg skjænkede Dig Alt hvad Kvinden kan HU: 124
skjænke den Mand, hun har kjær, og derfor er jeg Din, derfor maa jeg være Dig tro – tro i al Evighed!
NIELS LYKKE
Nu, ved min Ridderære! saa skal Du ogsaa inden Aaret er omme sidde som Frue i Niels Lykkes Borg.
ELINE
Stille, Niels Lykke, stille! Lov mig Intet!
ELINE
Fordi jeg veed, at de fagre Ord, som har hildet mit Sind, dem har Du tilhvisket Hundrede før mig. Nei, nei, forstaa mig ret! Jeg bebreider Dig Intet, saaledes som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kjendte Dig. Nu veed jeg jo, at Du i Eet og Alt er en Mand, en Mand, hvem Skjæbnen har betroet mægtige Evner og et stort Hverv i Livet; hvor kan
HIS: 153
da Kjærligheden være Dig andet end en Leg og Kvinden et Legetøi?
NIELS LYKKE
Eline! hør mig!
ELINE
Alt fra min Barndom hørte jeg Dit Navn lyde i Krøniker og Sange; jeg hadede dette Navn, fordi jeg troede Kvindens Stolthed krænket ved Din Færd, og dog, hvor forunderligt, naar jeg i Tankerne malede min egen Fremtids Krønike, da var Du stedse min Helt uden at jeg selv vidste det. Nu er det Hele mig klart; Had var det ikke jeg følte; det var en Tanke uden Navn, en gaadefuld Længsel efter Dig, som Skjæbnen havde udseet til at komme mig imøde for at forklare mig al Livets Herlighed!
stedse min Helt uden at jeg selv vidste det. Nu er det Hele mig klart; Had var det ikke jeg følte; det var en Tanke uden Navn, en gaadefuld Længsel efter Dig, som Skjæbnen havde udseet til at komme mig imøde for at forklare mig al Livets Herlighed!
NIELS LYKKE
afsides, idet han sætter Lygten paa Bordet til Venstre
Jeg veed ikke, hvordan det er fat, men det forekommer mig som om hun har podet en frisk og frodig Green i mit fortørrede Livstræ. Er det saaledes at føle Kjærlighed, o, da har jeg aldrig vidst det forinden i denne Kvæld. Hvorfor var dog ingen af de Andre som hun? Men skulde det endnu være for sildigt? Vee mig! Lucia! Lucia! (synker ned i Stolen)
sildigt? Vee mig! Lucia! Lucia! (synker ned i Stolen)
NIELS LYKKE
O, Intet, Intet! Eline! jeg vil skrifte ærligt for Dig. Mine Ord have været Bedrag indtil denne Time, og til Hundrede har jeg sagt, hvad jeg i denne Nat har tilhvisket Dig, men tro mig –
HIS: 154
ELINE
Stille! Ikke mere derom; min Kjærlighed er jo intet Vederlag for den Du skjænker mig; o nei, jeg elsker Dig, fordi ethvert af Dine Blikke er et Kongebud, som byder det. (kaster sig ned for hans Fødder) O, lad mig endnu engang præge dette Kongebud dybt i mit Sind, skjønt jeg vel veed, at det allerede staar prentet derinde for Tid og Evighed! – Du gode Gud! hvor jeg har været blind for mig selv; endnu iaftes sagde jeg til min Moder: «For at kunne leve maa jeg bevare min Stolthed!» Hvad er da min Stolthed? Er det, at vide mit Folk frit, eller min Slægt berømt over Lande og Riger? O, nei, nei! min Kjærlighed er min Stolthed! Den lille Hund er stolt, naar den tør sidde ved sin Herres Fødder og snappe Brødsmuler af hans Haand, – saaledes er ogsaa jeg stolt, saalænge jeg tør sidde ved Dine Fødder, medens Dine Ord og Dine Blikke nære mig med Livsens Brød; – see derfor siger jeg til Dig, hvad jeg nys sagde til min Moder: «For at leve maa jeg bevare min Kjærlighed!» thi i den ligger min Stolthed fra denne Stund!
Den lille Hund er stolt, naar den tør sidde ved sin Herres Fødder og snappe Brødsmuler af hans Haand, – saaledes er ogsaa jeg stolt, saalænge jeg tør sidde ved Dine Fødder, medens Dine Ord og Dine Blikke nære mig med Livsens Brød; – see derfor siger jeg til Dig, hvad jeg nys sagde til min Moder: «For at leve maa jeg bevare min Kjærlighed!» thi i den ligger min Stolthed fra denne Stund!
NIELS LYKKE
Nei, nei! ikke for mine Fødder, men ved min Side er Din Plads, og det, hvor høit Skjæbnen end falder paa at stille mig. Ja, Eline! Du har ført mig paa en bedre Vei, og dersom det engang i Tiden falder i min Lod at fuldføre en berømmelig Daad i Livet, da skal Hæderen være Din, ligesaafuldt som min.
ELINE
O, Du taler som om jeg endnu var den samme Eline, som hun, der iaftes slængte Blomsterkosten for Dine Fødder; – i mine Bøger har jeg læst om det brofor Lyset og for Livet, indtil Du løste Bindet fra mine Øine og lod mig svinge mig over Skovtoppene; men tro mig, hvor dristigt jeg end spiler mine Vinger, saa vender jeg dog altid tilbage til mit Buur.
Blomsterkosten for Dine Fødder; – i mine Bøger har jeg læst om det broHU: 126
gede Liv i fjerne Lande; under Hornets Klang stævner Ridderen ud i den grønne Lund med Falken paa sin Haand, saaledes stævner ogsaa Du gjennem Livet; Dit Navn klinger foran Dig, hvor Du drager hen. Alt hvad HIS: 155
jeg begjærer af denne Herlighed er, at hvile som Falken ved Din Arm, som den var ogsaa jeg blind for Lyset og for Livet, indtil Du løste Bindet fra mine Øine og lod mig svinge mig over Skovtoppene; men tro mig, hvor dristigt jeg end spiler mine Vinger, saa vender jeg dog altid tilbage til mit Buur.
NIELS LYKKE
reiser sig
Saa byder jeg ogsaa Forgangenheden Trods! See her, tag denne Ring og vær min for Gud og Mennesker, min, selv om de Døde skulde faa urolige Drømme derover!
ELINE
idet hun staar op
Du gjør mig ilde tilmode, hvad er det som –?
NIELS LYKKE
ELINE
Jeg Niels Lykkes Brud! Det tykkes mig som en Drøm Alt hvad der er hændt i denne Nat; o, men det er en fager Drøm; jeg er saa let om Brystet; der er ikke længer Bitterhed og Had i min Hu; jeg vil gjøre al min Uret god igjen; jeg har været ukjærlig mod min Moder; imorgen gaar jeg ned til hende, hun maa forlade mig, hvad jeg har feilet.
Det tykkes mig som en Drøm Alt hvad der er hændt i denne Nat; o, men det er en fager Drøm; jeg er saa let om Brystet; der er ikke længer Bitterhed og Had i min Hu; jeg vil gjøre al min Uret god igjen; jeg har været ukjærlig mod min Moder; imorgen gaar jeg ned til hende, hun maa forlade mig, hvad jeg har feilet.
ELINE
HIS: 156
NIELS LYKKE
Undtagen Een?
ELINE
Ak, det er en sørgelig Fortælling; jeg havde en Søster –
NIELS LYKKE
Lucia?
ELINE
Ogsaa hun gav sit Hjerte til en Ridder; han bedrog hende, – nu er hun i Himlen!
NIELS LYKKE
Og Du?
ELINE
Jeg hader ham!
NIELS LYKKE
Er der Barmhjertighed i Dit Sind, saa forlad ham, hvad han har syndet, tro mig, han bærer Straffen i sit eget Bryst.
ELINE
Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi jeg har svoret – tys, kan Du høre?
HIS: 157
NIELS LYKKE
Hvilket?
ELINE
Der, langtborte; det drønner som Hestetrampen!
ELINE
Men hvorfor? Forklar mig –
NIELS LYKKE
Imorgen; thi ved Gud! da kommer jeg tilbage. Nu hurtig, hvor er Løngangen, som Du nævnte?
ELINE
Gjennem Gravkjælderen; see her er Lemmen!
NIELS LYKKE
Gravkjælderen? (afsides) Ligegodt, han maa reddes!
ELINE
lyttende ved Vinduet
Rytterne nærme sig – (rækker ham Lygten)
ELINE
Gaa ligefrem, indtil Kisten med Dødningehovedet og det sorte Kors; det er Lucias –
HIS: 158
NIELS LYKKE
stiger hurtigt op og lukker Lemmen til
Lucias! Fy!
ELINE
Hvad er det?
NIELS LYKKE
Det var Liiglugten, som gjorde mig svimmel.
ELINE
Det banker paa Porten!
De Forrige. Bjørn (kommer med et Lys i Haanden fra Høire)
ELINE
Hvad er det? Hvad er det?
BJØRN
Overfald! – Grev Sture –
ELINE
Hvad han?
NIELS LYKKE
Er han falden?
HIS: 159
BJØRN
til Eline
Hvor er Eders Moder?
4de Scene
De Forrige. Fru Inger med en Armstage kommer fra Venstre. To Huuskarle (fra Høire).
HUUSKARLENE
Fru Inger! Fru Inger!
FRU INGER
idet hun træder ind
Jeg veed Alt; afsted! hold Porten aaben for vore Venner, men lukket for alle Andre.
Hun sætter Armstagen paa Bordet til Venstre.
FRU INGER
til Niels Lykke
Det var altsaa Snaren!
NIELS LYKKE
Inger Gyldenløve! tro mig –
FRU INGER
HIS: 160
NIELS LYKKE
idet han tager Papiret frem og river det istykker
Her er Eders Tilsagn; jeg beholder Intet, som kan vidne mod Eder.
FRU INGER
Hvad gjør I?
NIELS LYKKE
Jeg beskjærmer Jer fra denne Stund! Har jeg forsyndet mig mod Eder, nu ved Himlen! saa vil jeg ogsaa oprette min Brøde! Men afsted maa jeg, om jeg saa skal aabne mig Veien med Sværdet. Eline! siig hende Alt! og I, Fru Inger, lad vort Regnskab være glemt! Vær høimodig! Tro mig, I skal ei komme til at fortryde det!
beskjærmer Jer fra denne Stund! Har jeg forsyndet mig mod Eder, nu ved Himlen! saa vil jeg ogsaa oprette min Brøde! Men afsted maa jeg, om jeg saa skal aabne mig Veien med Sværdet. Eline! siig hende Alt! og I, Fru Inger, lad vort Regnskab være glemt! Vær høimodig! Tro mig, I skal ei komme til at fortryde det!Han iler ud til Høire i Baggrunden.
Fru Inger. Eline.
ELINE
Han har banket paa min Dør og sat denne Ring paa min Finger!
FRU INGER
Og han har Dig kjær af Hjertet?
HIS: 161
ELINE
Det har han sagt, og jeg tror ham!
FRU INGER
Brav handlet, Eline! Ha, ha, min Ridder! nu begynder jeg!
ELINE
Min Moder! I er saa besynderlig! O ja, jeg veed nok, det er min ukjærlige Færd, som har gjort Eder fortørnet paa mig.
FRU INGER
Vist ikke! vist ikke! Du er en lydig Datter; Du har lukket ham ind; Du har hørt paa hans fagre Ord. Jeg veed, hvad det har kostet Dig; thi jeg kjender jo Dit Had –
ELINE
Men, min Moder!
FRU INGER
Stille! Vi har mødt hinanden i vore Anslag. Vel mægter Du at tænde Kjærlighed i Niels Lykkes Sind; det er allerede begyndt; jeg læste det i hans Ord og i hans Miner. Hold ham nu fast, drag ham endnu tættere ind i Garnet, og saa – Ha, om vi kunde slide hans meenederske Hjerte sønder i Brystet paa ham!
Anslag. Vel mægter Du at tænde Kjærlighed i Niels Lykkes Sind; det er allerede begyndt; jeg læste det i hans Ord og i hans Miner. Hold ham nu fast, drag ham endnu tættere ind i Garnet, og saa – Ha, om vi kunde slide hans meenederske Hjerte sønder i Brystet paa ham!
ELINE
Vee mig! hvad er det I siger?
FRU INGER
Trænger Du til Mod for at følge mig videre paa Veien? Nu Styrkebeltet, som skal holde Dig oppe. Saa viid da – (lyttende) Striden nærmer sig! Besindighed, nu gjælder det snart. (vender sig atter til Eline) Viid da, Niels Lykke var Den, der lagde Din Søster i Graven!
HIS: 162
godt, jeg har kun nødig at hviske Dig to Ord i Øret; i dem ligger Styrkebeltet, som skal holde Dig oppe. Saa viid da – (lyttende) Striden nærmer sig! Besindighed, nu gjælder det snart. (vender sig atter til Eline) Viid da, Niels Lykke var Den, der lagde Din Søster i Graven!
ELINE
med et Skrig
Lucia?
FRU INGER
Det var ham, saasandt der er en Gud over os!
FRU INGER
forfærdet
Eline!
ELINE
Jeg er hans Forlovede for Gud!
FRU INGER
Ulykkelige Barn! hvad har Du gjort?
ELINE
med toneløs Stemme
Forbrudt mit Hjertes Fred! – Godnat, min Moder! (gaar ud til Venstre)
FRU INGER
Ha, ha, ha! Det bærer ned ad Bakke med Inger Gyldenløves Slægt! Det var den Sidste af mine Døtre! Hvorfor kunde jeg baader det vel, om jeg gav mig til at gruble og angre; det har jo ingen Hast; det er først paa den store Uveirsdag, at Mennesket skal gjøre Regnskab, og det varer længe førend den kommer!
HIS: 163
ikke tiet med Hemmeligheden? havde hun Intet vidst, saa var hun bleven lykkelig – paa en Maade. – Men det er min Skjæbne, det staar skrevet deroppe, at jeg skal bryde den ene grønne Green efter den anden, indtil Stammen staar bladløs tilbage! Lad gaa, lad gaa! jeg faar min Søn igjen; paa de Andre, paa mine Døtre vil jeg ikke tænke. Hvad baader det vel, om jeg gav mig til at gruble og angre; det har jo ingen Hast; det er først paa den store Uveirsdag, at Mennesket skal gjøre Regnskab, og det varer længe førend den kommer!
NIELS STEENSSØN
udenfor
Hei, slaa Porten i!
FRU INGER
Grev Stures Røst!
6te Scene
Fru Inger. Niels Steenssøn; strax efter Olaf Skaktavl. Begge fra Høire.
STEENSSØN
med fortvivlet Latter
Vel mødt, Inger Gyldenløve!
FRU INGER
Hvad har I tabt?
STEENSSØN
Min Krone og mit Liv!
HIS: 164
FRU INGER
STEENSSØN
Aadslerne vil I finde langs med Landeveien; – hvem der har taget Resten skal jeg ikke kunne sige Jer.
SKAKTAVL
udenfor
Grev Sture! hvor er I?
Skaktavl kommer med et Klæde om sin høire Haand.
FRU INGER
Skaktavl! kommer I tilbage?
SKAKTAVL
Det var ugjørligt at slippe igjennem!
FRU INGER
I er saaret?
SKAKTAVL
Aa, jeg har en Finger mindre; det er det Hele!
STEENSSØN
Hvor er Svenskerne?
HIS: 165
SKAKTAVL
I Hælene paa os; de bryde Porten op!
STEENSSØN
O Gud! Men nei, nei! jeg kan ikke, jeg vil ikke dø!
FRU INGER
Men dersom de gjennemsøge Gaarden –
STEENSSØN
Ja, ja, saa vil de finde mig! – og at slæbes bort til Fangenskab eller at klynges op – o nei, Inger Gyldenløve! det veed jeg forvist, det vil I aldrig taale!
SKAKTAVL
Der brast Laasen!
FRU INGER
De storme ind i Gaarden!
STEENSSØN
HIS: 166
STEENSSØN
griber hendes Haand
O, det vidste jeg nok, I er ædel og god!
SKAKTAVL
Men hvordan bære vi os ad?
STEENSSØN
Ha, jeg har det, jeg har det! Hemmeligheden –
FRU INGER
Hemmeligheden?
STEENSSØN
Javist, Eders og min!
FRU INGER
Christ i Himlen! kjender I den?
FRU INGER
Flygtet!
STEENSSØN
HIS: 167
FRU INGER
Hvad saa? hvad vil I gjøre?
STEENSSØN
Kjøbe Liv og Frihed! Aabenbare ham Alt!
FRU INGER
O, nei, nei! vær barmhjertig!
STEENSSØN
Der er jo ingen anden Redning. Naar jeg har bekjendt hvad jeg veed –
FRU INGER
seer paa ham med undertrykt Bevægelse
Saa er I frelst?
STEENSSØN
Ja, ja! Niels Lykke vil tale min Sag. I seer, det er det yderste Middel!
FRU INGER
fatter sig og siger med Betydning
STEENSSØN
Tro mig, aldrig skal I komme til at angre Eders Færd.
Steenssøn gaar hurtig ud til Venstre i Baggrunden. Skaktavl vil følge efter; Fru Inger holder ham tilbage.
Fru Inger. Olaf Skaktavl.
FRU INGER
Forstod I, hvad han sagde?
SKAKTAVL
Den Nidding! han forraader Eders Hemmelighed; han vil sælge Eders Søns Frihed for at frelse sig selv.
FRU INGER
SKAKTAVL
Hvad mener I?
SKAKTAVL
I vil?
FRU INGER
Hvis ikke han derinde gjøres stum, forinden Timeglasset er udrundet, saa er min Søn tabt for mig; falder han, saa arver mit Barn hans Rettigheder, – da skal I see der endnu er Malm i Inger Gyldenløve; tro mig, længe skal I ei komme til at tørste efter Hævnen, som I nu i tyve Aar har ventet paa. – Hør, hør, de komme! Det hviler paa Eder alene om jeg imorgen er barnløs eller –
HIS: 169
SKAKTAVL
Det skee! Der er endnu Egg i mit Værge, jeg har endnu en rørig Næve i Behold (rækker hende Haanden) Inger Gyldenløve! ved mig skal ikke Eders Navn dø ud! (gaar ind i Værelset til Niels Steenssøn)
FRU INGER
Tør jeg ogsaa vove? (der høres Larm i Værelset, hun iler henimod Døren) Nei, nei, det maa ikke skee! (et tungt Fald høres udenfor; hun dækker Ørene til med begge Hænder og styrter med et forvildet Blik frem i Forgrunden. Efter en Pause tager hun Hænderne bort, lytter og siger derpaa) Nu er det forbi! Alting er stille derinde. – Du saa det Gud! jeg betænkte mig, men Olaf Skaktavl var for rap paa Haanden!
Skaktavl kommer ind.
FRU INGER
uden at see paa ham
Er det gjort?
SKAKTAVL
For ham kan I være tryg; han seer hverken Sol eller Maane mere.
FRU INGER
som før
Han er altsaa stum?
SKAKTAVL
Sex Tommer Staal i Brystet – jeg fældte ham med min venstre Haand!
FRU INGER
Ja, ja, den høire var ogsaa for god til slig Bedrift.
HIS: 170
SKAKTAVL
Fru Inger. Strax efter Bjørn og nogle svenske Soldater (fra Høire).
FRU INGER
EN SOLDAT
idet han træder ind med de Øvrige
Tilgiv, hvis I er Husets Frue –
FRU INGER
Det er Grev Sture I søger?
SOLDATEN
Det er det!
FRU INGER
I er isaafald ikke paa Vildspor; Greven har søgt Beskyttelse hos mig.
SOLDATEN
Beskyttelse? Tillad, min ædle Frue! den mægter I ei at give ham, thi –
HIS: 171
FRU INGER
Hvad I der siger har nok Greven selv begrebet, og derfor har han – ja, see selv efter – derfor har han aflivet sig.
SOLDATERNE
Aflivet sig!
FRU INGER
See selv efter, som jeg sagde Jer. Derinde vil I finde Liget, og da han nu allerede er stedet for en anden Dommer, saa er det min Villie, at han føres herfra med al den Anstand, som det sømmer sig hans Byrd. Bjørn! i mit Lønkammer har min Kiste i mange Aar staaet rede; (til Soldaterne) I den bringe I Grev Stures Lig til Sverige!
at han føres herfra med al den Anstand, som det sømmer sig hans Byrd. Bjørn! i mit Lønkammer har min Kiste i mange Aar staaet rede; (til Soldaterne) I den bringe I Grev Stures Lig til Sverige!
SOLDATEN
Det skal skee, som I byder! (til En af de Andre) Du gaar med dette Budskab til Ridder Bjelke, som endnu holder Vagt paa Landeveien. Følg mig herind, I Andre!
En Soldat gaar ud til Høire. Bjørn og de Øvrige til Venstre.
9de Scene
Fru Inger. Senere Bjørn.
FRU INGER
Dersom Grev Sture ikke saadan i en Skynding havde sagt Verden Farvel, saa var han inden en Maaned klynget op i Galgen er det saa mig, der har dræbt ham? Værner ikke Ulven selv om sin Yngel, hvem vil da fælde Dommen over mig, fordi jeg hug en Klo i den, der vilde røve mit Kjød og Blod? Det er Noget, som maatte saa være, enhver Moder havde gjort som jeg. – Men der er ikke længer Tid til ørkesløse Tanker, virke maa jeg. (sætter sig ved Bordet til Venstre) Jeg vil skrive til mine Venner rundt om i Landet, de skal Alle støtte vor Sag. (begynder at skrive, men standser og siger) Hvem vil de kaare til Konge i den Faldnes Sted? – Kongemoder – det er et vakkert Ord, jeg har kun een Ting imod det, og det er den hæslige Lighed med et andet Ord; Kongemoder og – Kongemorder! Kongemorder, det er Den, der tager en Konges Liv, Kongemoder, det er Den, der skjænker en Konge Livet! (reiser sig) Nu vel, saa vil jeg give tilbage, hvad jeg har taget; min Søn skal vorde Konge! (sætter sig, tager fat paa Arbeidet, men lægger det atter tilside og læner sig tilbage i Stolen) Det er altid noget uhyggeligt, saalænge En ligger Liig i et Huus; det er derfor jeg føler mig saa sælsomt tilmode. (som om hun talte til Nogen) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme? (grublende) Er der nogen Forskjel paa at fælde En, og at slaa En ihjel?
Knut Alfsøn havde med sit Sværd kløvet mangen Pande, og dog var hans egen saa rolig som et Barns. Hvorfor seer da jeg altid dette (gjør en Bevægelse, som naar man hugger til med en Kniv) dette Stød imod Hjertet og saa den røde Blodstrøm bagefter? (ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem Papirerne) Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge Syner, jeg vil være virksom baade Dag og Nat, og om en Maaned kommer min Søn til mig.
sagt Verden Farvel, saa var han inden en Maaned klynget op i Galgen HIS: 172
eller sat i Buur for sin HU: 135
Levetid; havde han været bedre tjent med en slig Lod? Eller ogsaa havde han kjøbt sig fri ved at spille mit Barn i mine Fienders Vold; er det saa mig, der har dræbt ham? Værner ikke Ulven selv om sin Yngel, hvem vil da fælde Dommen over mig, fordi jeg hug en Klo i den, der vilde røve mit Kjød og Blod? Det er Noget, som maatte saa være, enhver Moder havde gjort som jeg. – Men der er ikke længer Tid til ørkesløse Tanker, virke maa jeg. (sætter sig ved Bordet til Venstre) Jeg vil skrive til mine Venner rundt om i Landet, de skal Alle støtte vor Sag. (begynder at skrive, men standser og siger) Hvem vil de kaare til Konge i den Faldnes Sted? – Kongemoder – det er et vakkert Ord, jeg har kun een Ting imod det, og det er den hæslige Lighed med et andet Ord; Kongemoder og – Kongemorder! Kongemorder, det er Den, der tager en Konges Liv, Kongemoder, det er Den, der skjænker en Konge Livet! (reiser sig) Nu vel, saa vil jeg give tilbage, hvad jeg har taget; min Søn skal vorde Konge! (sætter sig, tager fat paa Arbeidet, men lægger det atter tilside og læner sig tilbage i Stolen) Det er altid noget uhyggeligt, saalænge En ligger Liig i et Huus; det er derfor jeg føler mig saa sælsomt tilmode. (som om hun talte til Nogen) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme? (grublende) Er der nogen Forskjel paa at fælde En, og at slaa En ihjel?
Knut Alfsøn havde med sit Sværd kløvet mangen Pande, og dog var hans egen saa rolig som et Barns. Hvorfor seer da jeg altid dette (gjør en Bevægelse, som naar man hugger til med en Kniv) dette Stød imod Hjertet og saa den røde Blodstrøm bagefter? (ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem Papirerne) Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge Syner, jeg vil være virksom baade Dag og Nat, og om en Maaned kommer min Søn til mig.
HIS: 173
BJØRN
træder ind
Var det Eder, som ringede, min Frue?
Bjørn gaar ud igjen til Venstre.
FRU INGER
reiser sig med Heftighed efter en Pause
Nei, nei, jeg kan ikke føre Pennen ikvæld; det brænder og værker i mit Hoved! (lyttende) Hvad er det? Aa, de skrue Laaget til paa Kisten derinde. – Dengang jeg var Barn fortalte de mig Eventyret om Ridder Aage, som kom med Kisten paa sin Bag; – dersom nu han derinde en Nat fik det Indfald at komme med Kisten paa sin Bag og takke for Laanet? (smilende) Hm! Inger Gyldenløve har Intet med sin Børnetro at skaffe! (heftigt) Men slige Eventyr due alligevel ikke, de volde urolige Drømme; naar min Søn vorder Konge, saa skal de forbydes! (gaar et Par Gange frem og tilbage; derpaa aabner hun Vinduet)
Hvorlænge pleier det gemeenligen være forinden et Liig begynder at lugte? Alle Stuer skal luftes ud; saalænge ikke det er gjort er det usundt at leve her!
Eventyret om Ridder Aage, som kom med Kisten paa sin Bag; – dersom nu han derinde en Nat fik det Indfald at komme med Kisten paa sin Bag og takke for Laanet? (smilende) Hm! Inger Gyldenløve har Intet med sin Børnetro at skaffe! (heftigt) Men slige Eventyr due alligevel ikke, de volde urolige Drømme; naar min Søn vorder Konge, saa skal de forbydes! (gaar et Par Gange frem og tilbage; derpaa aabner hun Vinduet)
Hvorlænge pleier det gemeenligen være forinden et Liig begynder at lugte? Alle Stuer skal luftes ud; saalænge ikke det er gjort er det usundt at leve her!Bjørn kommer ind med to Armstager, som han sætter paa Bordet.
FRU INGER
idet hun atter tager fat paa Papirerne
HIS: 174
BJØRN
De holde endnu paa at skrue Kistelaaget fast.
FRU INGER
medens hun forsegler et Brev
Skrue de det godt fast?
BJØRN
Saa godt som det behøves.
FRU INGER
Ja, ja, Du kan ikke vide hvor godt det behøves; see efter, at det gjøres forsvarligt. (gaar tæt hen til ham med Brevet i Haanden) Bjørn, Du er en gammel Mand, men jeg vil lægge Dig en Ting paa Hjertet; vær paa Din Post mod alle Mennesker, baade mod dem, som skulle dø og mod dem, som ere døde. Gaa nu ind, – gaa ind, og see efter, at de skrue Kistelaaget godt fast.
FRU INGER
begynder at forsegle et Brev, men kaster det fra sig, gaar et Par Gange frem og tilbage og siger derpaa med Heftighed
Dersom jeg var feig, saa havde jeg aldrig i Evighed gjort dette her! Dersom jeg var feig, saa havde jeg skreget til mig selv: Hold inde, mens Du endnu har en Slump Salighed i Behold for Din Sjæl! (hendes Blik falder paa Steen Stures Billede; hun vender det hurtigt om mod Væggen) Fy, hvor han griner! Er det fordi jeg handlede ilde med din Søn? Men den Anden, er ikke ogsaa Munken i Wittenberg har Ret; der er Ingen mellem Gud og Menneskene! Hvad er Helgenen, som jeg har ødslet mine Ord paa? En Alen Lærred, af samme Stykke kanhænde, som det, hvormed min Faders Huuskarl lappede sine Buxer. ( stedse mere og mere forvirret) Det er godt, at jeg veed Besked om de Ting! Der er Ingen, som har seet hvad der gik for sig derinde, der er Ingen, som kan vidne mod mig! (hviskende) Mit Barn! min fagre Søn! kom, her er jeg! Tys, jeg vil sige Dig Noget; jeg er forhadt deroppe, fordi jeg fødte Dig til Verden; – jeg fik Gods og Kløgt og et berømmeligt Navn i Vuggegave for at jeg skulde være Guds Bannerfører paa Jorden; men jeg gik min egen Vei, – det er derfor jeg har maattet lide saa meget og saa længe!
vender det hurtigt om mod Væggen) Fy, hvor han griner! Er det fordi jeg handlede ilde med din Søn? Men den Anden, er ikke ogsaa HIS: 175
han din Søn? Og han er min tillige, mærk Dig det! – Det er galt fat i Kvæld, eller ogsaa have de faaet et lystigt Indfald alle disse Riddere og Fruer; de rulle med Øinene, de stirre paa mig hvor jeg gaar og staar. (stamper med Foden) Men jeg vil ikke vide af det; jeg vil have Fred i mit Huus! (begynder at vende alle Billederne indad mod Væggen) Ja, om det saa var Jomfru Maria der, saa er hun med i Legen. Synes Du det nu er paatide? Hvorfor hørte Du aldrig mine Bønner, naar jeg bad om at faa mit Barn tilbage? – Hvorfor? Fordi Munken i Wittenberg har Ret; der er Ingen mellem Gud og Menneskene! Hvad er Helgenen, som jeg har ødslet mine Ord paa? En Alen Lærred, af samme Stykke kanhænde, som det, hvormed min Faders Huuskarl lappede sine Buxer. ( stedse mere og mere forvirret) Det er godt, at jeg veed Besked om de Ting! Der er Ingen, som har seet hvad der gik for sig derinde, der er Ingen, som kan vidne mod mig! (hviskende) Mit Barn! min fagre Søn! kom, her er jeg! Tys, jeg vil sige Dig Noget; jeg er forhadt deroppe, fordi jeg fødte Dig til Verden; – jeg fik Gods og Kløgt og et berømmeligt Navn i Vuggegave for at jeg skulde være Guds Bannerfører paa Jorden; men jeg gik min egen Vei, – det er derfor jeg har maattet lide saa meget og saa længe!
FRU INGER
der er stegen op i Høisædet, som staar ved Væggen til Høire
De Forrige. Niels Lykke (kommer hurtig ind fra Høire).
NIELS LYKKE
Han er frelst! jeg har Jens Bjelkes Løfte; over Stok og Steen jog jeg afsted til jeg fandt ham. – Fru Inger! viid at –
FRU INGER
Stille, siger jeg; see hvor det vrimler af Mennesker! De komme for at see Kroningstoget; Alle hilse de Kongemoderen; ja, ja, hun har ogsaa stridt for sin Søn saalænge til hun fik røde Hænder deraf! Hvor er mine Døtre, jeg seer dem ikke!
NIELS LYKKE
Guds Blod! hvad er her skeet?
FRU INGER
NIELS LYKKE
Ha, dertil er det altsaa kommet! Det er Guds Dom over min Færd!
FRU INGER
Kan I see ham, kan I see ham? Det er Kongen, det er Inger Gyldenløves Søn, – jeg kjender ham paa Kronen og paa Steen Stures Ring, som han bærer om Halsen. (en Liigpsalme høres Soldaterne komme med Kisten) Liget! Fy, det er en hæslig Drøm! (synker ned i Høisædet)
HIS: 177
fra Værelset til Venstre) Hør, hvor lystigt det klinger; han nærmer sig; jeg har ham snart i min Favn! Ha, ha! hvem seirer, Gud eller jeg? ( Soldaterne komme med Kisten) Liget! Fy, det er en hæslig Drøm! (synker ned i Høisædet)
BJELKE
overrasket
Død!
EN SOLDAT
Selv har han –
BJELKE
med et Blik til Niels Lykke
Han selv –?
NIELS LYKKE
Tys!
FRU INGER
afsides hviskende
Ja rigtig, nu kommer jeg det Altsammen ihu.
BJELKE
til Soldaterne
Sæt Liget ned; det er ikke Grev Sture!
EN SOLDAT
Tilgiv mig, Herr Ridder! men denne Ring, som han bar om sin Hals –
HIS: 178
NIELS LYKKE
hviskende
Ti, ti!
FRU INGER
Ringen! Ringen! (iler hen og river den med Heftighed af Soldatens Haand) Steen Stures Ring! (med et Skrig) O, Jesus Christ! min Søn!
Hun kaster sig ned over Kisten.
SOLDATERNE
Hendes Søn?
BJELKE
paa samme Tid
Inger Gyldenløves Søn?
NIELS LYKKE
Saa er det.
BJELKE
Men hvorfor sagde Du mig ikke –
FRU INGER
med mat Stemme, idet hun hæver sig halvt i Veiret
Hun synker atter kraftløs ned over Kisten; Niels Lykke gaar hurtigt ud til Høire; almindelig Bevægelse blandt de Øvrige.
